ROM: Forud for Ryder Cup spilles traditionen tro Junior Ryder Cup, med blandede hold fra Europa og USA, og torsdag afvikledes de 12 afsluttende singler i matchen, som Europa havde taget et solidt greb om de to første dage, hvor der var spillet 18 foursomes og fourballs, og hvor Europa førte med 12-6 efter at de havde vundet samtlige seks eftermiddagsmatcher onsdag.
Der skulle således et stort amerikansk comeback til, hvis USA skulle vinde Junior Ryder Cup, men det kan man roligt sige ikke blev tilfældet. Faktisk tog USA kun 3 ½ point af de 12 mulige i singlerne, således at Europa vandt med knusende 20½-9½.
Der var ikke dansk deltagelse i Junior Ryder Cup i år, men Sverige havde to piger med; Meja Örtengren og Nora Sundberg, som begge fik point i singlerne; en sejr til Örtengren og en delt match til Sundberg.
Hører man til de overtroiske typer, så kan man jo tage den knusende europæiske juinor-sejr som et godt tegn for den ægte vare, der starter i morgen.
Foto: Getty Images