OPDATERET: Europa vandt Ryder Cup med 16½ point mod 11½ til USA.
En på papiret sikker sejr, som forventet, da Europa gik ind til singlerne med 5 points forspring, men det var betydeligt mere spændende end tallene afslører.
USA skulle levere et historisk comeback for at fravriste Europa trofæet, og det så faktisk længe ud til at det kunne lade sig gøre at få en uafghort match så USA kunne tage trofæet med hjem igen.
Ganske vist kom Europa stærkt ud. Viktor Hovland satte det første point på leaderboardet med en stensikker 4&3 sejr over Collin Morikawa i en match hvor nordmanden aldrig var bagud og kun tabte to huller.
I den første match mødtes giganterne Jon Rahm og Scottie Scheffler, og de spillede et brag af en match, som sluttede med at Rahm vandt 18. hul med birdie og sikrede en delt match.
Rory McIlroy var foran hele matchen mod Sam Burns, selv om Burns kæmpede indædt og da Tyrrell Hatton vandt 3&2 over Brian Harman sikrede han Europa det 14. point – nu manglede man blot et halvt point, men det så faktisk ud som om at USA kunne skabe miraklet, for der var røde tal i midtersektionen, og i bunden var de europæiske føringer smalle.
Patrick Cantlay nedkæmpede en heroisk Justin Rose 2&1. USA’s bedste spiller, Max Homa, vandt med 1 up over Matt Fitzpatrick, men englænderen havde et putt for det vitale halve point på 18. green, som han missede.
Brooks Koepka slog Ludvig Åberg 3&2 uden på noget tidspunkt at være bagud. Justin Thomas slog Sepp Straka 2&1 også uden at have været bagud.
Nicolai Højgaard kom stærkt ud. Vandt både 1. og 3. hul mod verdens nummer seks, Xander Schauffele, og da amerikaneren har været en af de største skuffelser i årets Ryder Cup, troede man på et dansk point, men en kombination af solidt spil af Schauffele og en uskarp dansker, vendte matchen. Nicolai slog ikke bolden tæt nok på, og var ikke heldig med putteren. Schauffele vandt 5., 6. og 7. hul og var pludselig 1 up, og selvom Nicolai fik 8. hul, så tog amerikaneren teten igen på 10. med birdie, kom 2 up med endnu en birdie på 12., hvor Nicolai missede en kort putt for at dele. Nicolai vandt 14 hul, men tabte 15. til endnu en birdie fra Schauffele, og da han ikke formåede at komme ind og i for birdie på det korte 16. hul, sluttede matchen 3&2.
På dette tidpunkt kunne USA faktisk stadig få en delt match, men det var kun kort tid.
Tommy Fleetwood blev spilleren, der sikrede sejren, da han vandt 16. hul bragte sig 2 up mod Rickie Fowler, og dermed var sikker på et halve point, Europa manglede. Siden vandt han også matchen, Sepp Straka tabte på 18. hul til Justin Thomas, og rookien Robert MacIntyre vandt på 17. hul over Wyndham Clark, og gik ubesejret gennem sin første Ryder Cup.
Det blev den irske talisman, Shane Lowry, er sluttede spillet og startede festen på samme tid, da han i et sandt inferno gav hullet til Jordan Spieth, så matchen endte lige. Den delte match betød at singlerne endte 6-6, og dermed bliver det officielle resultat 16½ – 11½.
Resultaterne af singlerne:
SØNDAG SINGLER:
Jon Rahm vs. Scottie Scheffer DELT
Viktor Hovland vs. Collin Morikawa EU 4&3
Justin Rose vs. Patrick Cantlay USA 2&1
Rory McIlroy vs. Sam Burns EU 3&1
Matt Fitzpatrick vs. Max Homa USA 1UP
Tyrrell Hatton vs. Brian Harman EU 3&2
Ludvig Åberg vs. Brooks Koepka USA 362
Sepp Straka vs. Justin Thomas USA 2 UP
Nicolai Højgaard vs. Xander Schauffele USA 3&2
Shane Lowry vs. Jordan Spieth DELT
Tommy Fleetwood vs. Rickie Fowler EU 3&1
Robert MacIntyre vs. Wyndham Clark EU 2&1
EU: 6 USA: 6
Samlet 16½-11½