USA’s Ryder Cup-kaptajn Zach Johnson har sit hold klar til den 44. udgave af Ryder fra 29. september til 1. oktober på Marco Simone i Rom.

Han udtog i dag de seks ‘captain’s picks’, der fuldender holdet. Og det bliver et hold, der både inkluderer LIV-medlemmet Brooks Koepka og den formsvage Justin Thomas. Især valget af sidstnævnte vil blive ivrigt diskuteret, især hvis Thomas ikke viser bedre spil i Rom, end han har gjort i den netop afsluttede sæson.

De seks picks er foruden Koepka og Thomas, Jordan Spieth, Collin Morikawa, Sam Burns og Rickie Fowler. I forvejen var Scottie Scheffler, Wyndham Clark, Patrick Cantlay, Brian Harman, Max Homa og Xander Schauffele direkte kvalificeret.

Der vil være en del spørgsmålstegn ved Johnsons udvalgte, hvor de to majorvindere Clark og Harman, begge er rookies, ligesom Max Homa. Er netop de to ‘one-win-wonders’, som skal bevise deres niveau på en helt ny scene?

Er Johnsons valg af Brooks Koepka kontroversielt, så er det udelukkende på det personlige plan på grund af hans medlemskab af LIV Golf. Først i forrige uge røg han ud af den direkte kvalifikation, og han har noget af den x-faktor, som man med en vis ret godt kan beskylde det amerikanske hold for at savne, alle deres uomtvistelige kvalifikationer til trods.

Ethvert valg betyder også en række fravalg, og både Keegan Bradley og Cameron Young må sidde med en mærkelig smag i munden. Cameron Young missede ganske vist Tour Championship, men er nummer 17 i verden, og var indtil fornyligt blandt de seks direkte kvalificerede. Keegan Bradley, nummer 18 i verden, gik ind til Tour Championship som nummer 13 på FedEx Cup ranglisten, avancerede til en niendeplads og blev alligevel forbigået, selvom han på både verdensranglisten og FedEx Cup sluttede bedre end både Spieth, Burns, Fowler og i særdeleshed Justin Thomas, som slet ikke kom med i de tre FedEx Cup slutspilsturneringer, og siden nytår er raslet fra nummer 8 til nummer 26 i verden. En af årsagerne til at have seks captain’s picks er angiveligt at man kan udtage formstærke spillere…

Justin Thomas er utvivlsomt valgt på fordums meriter, for sit gode samarbejde med især Spieth i makkermatcherne og formentlig for sin indflydelse i team rummet. Det kan sammenlignes en del med da Thomas Bjørn i 2018 gav Sergio Garcia et af sine picks, selvom spanieren var i en af sine værste perioder i karrieren. Valget viste sig siden at være genialt.

Europas kaptajn Luke Donald har endnu nogle dage til han skal sætte sine seks navne. De to sidste kvalificerende pladser er på spil i Omega European Masters, der begynder torsdag, og mandag sætter Donald navne på sine seks picks. Nu kender han modstanderne, så måske det får indflydelse på et enkelt valg eller to.

Foto: Justin Thomas – og Collin Morikawa i baggrunden skal begge spille Ryder Cup. (c) Getty Images

Forrige artikelByt-til-nyt hos Golf Experten
Næste artikelUgens tv-golf: Sidste chance for at kvalificere sig til Ryder Cup
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.