Bare rolig. Der er hverken en ny verdenskrig eller en oliekrise på vej, men ikke desto mindre brød ’golfkrigen’ ud mandag, da Asian Tour offentliggjorde en række ’bekræftede’ stjernenavne til Saudi International 2022. Turneringen spilles på Royal Greens G&CC nær Jeddah fra 3.-6. februar.
Saudi International har som bekendt været en del af European Tour (nu DP World Tour) de første tre gange den er blevet spillet, men DP World Tour har stoppet samarbejdet med saudierne – muligvis tilskyndet af PGA Tours øgede indflydelse – og Saudi International er med sine $ 5 mio. i samlet præmiesum nu den største og mest betydningsfulde turnering på Asian Tour, som jo altså ofte har fået tilført 10 turneringer arrangeret af promotoren LIV Golf Enterprises med Greg Norman i spidsen og med $ 200 mio. i kapital, investeret af saudiske pengemænd.
Saudi International bekræftede 25 topnavne mandag og det er ikke hvem-som-helst, derimod nærmest et mylder af majorvindere, Ryder Cup-stjerner og Top100 i verden spillere: Dustin Johnson (FOTO, to gange vinder af turneringen), Bryson DeChambeau, Xander Schauffele (OL-guldvinder), Shane Lowry, Paul Casey, Tommy Fleetwood, Abraham Ancer, Rafa Cabrera Bello, Jason Dufner, Sergio Garcia, Tyrrell Hatton, Jason Kokrak, Graeme McDowell (tidligere vinder af turneringen), Phil Mickelson, Kevin Na, Joachin Niemann, Louis Oosthuizen, Ian Poulter, Adam Scott, Henrik Stenson, Harold Varner III, Jhonattan Vegas, Bubba Watson og Lee Westwood.
Turneringen spilles ugen efter DP World Tours to Rolex Series turneringer i Abu Dhabi og Dubai, og samtidig med den nye turnering i Ras al Khaimah, og fælles for alle spillerne er, at de er medlemmer af PGA Tour og derfor formelt skal have tilladelse af PGA Tour til at fravælge den pågældende uges turnering i USA, som er intet ringere end AT&T Pebble Beach Pro-Am, med en præmiesum på $ 8,7 mio, og altså en del mere end i Saudi.
Spillerne er altså ‘bekræftede’, men ikke ‘frigivet’ af PGA Tour, som man må forvente vil gå langt for at ‘forsvare’ sin gamle, velkendte pro-am i Californien.
PGA Tour skal senest en måned inden en turnering meddele om man vil give sine spillere fri, så PGA Tours commissioner Jay Monahan får en del at tænke over i juledagene. I forvejen må det forventes at PGA Tour giver en stribe højt profilerede navne ’fri’ til at spille Rolex Series-turneringerne ugerne inden, hvor foreløbigt Collin Morikawa og Rory McIlroy er bekræftede, og mens Monahan og co. formentlig ser velvilligt på de europæiske spilleres optræden på det der indtil sidste uge hed European Tour, og som de jo også er medlemmer af, så får han det straks mere stramt med de amerikanske og sydamerikanske stjerner.
Monahan har tidligere udtrykt sig i meget skarpe vendinger overfor spillere, der flirtede med de nye tours, der var og måske stadig er i støbeskeen, Premier Golf League og Super Golf League, med udgangspunkt i hhv. England og Saudi-Arabien. Hvis spillerne valgte at medvirke der kunne de forvente karantæner på PGA Tour. Han frygter med god grund en faneflugt til Asian Tour, der opruster stort og ikke lægger skjul på, at de gerne vil betale endog meget store summer for at spillerne blot stiller op.
DP World Tours holdning kender vi ikke så godt, men at en ny turnering i Emiraterne risikerer at blive støvsuget for stjernenavne til fordel for en turnering man selv har ’smidt ud’ lyder ikke umiddelbart som sød musik i Keith Pelleys ører, og det risikerer også at gå ud over tilmeldingerne til Qatar Masters ugen efter. Desuden forekommer PGA Tour at have fået en del mere at skulle have sagt i forhold til lillebror med hovedkvarter på Wentworth.
Et rent gæt er, at sagen om Saudi International bliver en strategisk armlægningsduel mellem et par håndfulde meget højtprofilerede PGA Tour-spillere og selve tourens ledelse om hvordan fremtiden skal se ud for spillerne i deres egenskab af ’frie fugle’ på et meget specialiseret ’arbejdsmarked’.
Det kan blive grimt. Det kan blive dramatisk. Og det kan få enorm betydning for de indtil nu to største og mest prestigefulde tours i verden.
Foto: Getty Images