Jan Linnebjergs fight for at skabe et socialt samlingssted på den tidligere landbrugsjord i Ølstykke har taget et vigtigt skridt fremad.
– Foreløbig er konens opsparing og sønnens konfirmationspenge væk, men jeg opgiver ikke, siger skuespilleren Jan Linnebjerg, der efter ti års kamp endelig er nået frem til, at hans Linnebjerg Golf i Ølstykke er DGU-ratet, og man derfor kan gå op og ned i handicap ved at spille den.
Med god hjælp fra DGUs konsulent Thomas Hoffmann Jepsen har banen i 2018 fået ni huller med en længde på 2061 m (gul) og 1718 m (rød). Par er 33, og hullerne har længder mellem 78 m på hul 5 og 345 m på hul 9, der tilmed har den attraktion, at det er det eneste i landet, der har en ø-green, der ikke er omgivet af vand, men af sand. Den er anlagt på tidligere landbrugsjord, så det varer noget, før de plantede træer vokser sig store på den vindfølsomme bane.
Den tidligere DGU-formand Søren Clemmensen er blandt dem, der allerede har spillet banen, og hans kommentar var, at den har nogle af de bedste greens, han endnu har oplevet på en 9 huls-bane.
Jan Linnebjerg blev naturligvis stolt. Han betragter sin bane som en lidt vanvittig form for filantropi, som bl.a. eksisterer, fordi alle væsentlige funktioner varetages af … Jan Linnebjerg.
Han har hele tiden ment, at hans initiativ ville være særligt godt for veteraner, og derfor glæder han sig over, at der er fuldt af liv på banen hver morgen, hvor de ældre kommer før dem, der spiller pay & play.
Nu, hvor man kan få fuldt DGU-kort som medlem, venter Linnebjerg spændt på, hvor mange medlemmer der vil komme. Han har fuld gang i begynder- og regelkurser. De sidste i samarbejde med Altinus Vin, der lægger lokaler til og giver et glas vin i aftenens løb.
OK. Jeg har hørt, at du har spurgt, siden du læste overskriften. Jan Linnebjerg ER Pyrus fra tv-julekalenderen, og han er også den, der har lavet urkomiske regelkurser sammen med Brian Oswald, der aktuelt er et år i New York. Det er snart omme, og så kan man vente en genoptagelse af det veloplagte samarbejde.
Mange hjælper Linnebjerg i hans kamp, bl.a. tegneren Henrik Abel, der har tegnet tavlerne på tee-stederne, klubbens logo og en tegneserie, hvis hovedperson naturligvis hedder Lingolf.
Linnebjerg Golf byder såvel på en original golfoplevelse som på en masse morskab og humor, der ikke mindst for tiden er særdeles tør.