Fordi nytårsaften var en tirsdag, indledes årets første PGA-begivenhed, The Sentry, allerede 2. januar, altså torsdag på Plantation Course, Kapalua på Hawaii.
Der skal nok være nogle, der savner Scottie Scheffler, der er blevet opereret for en skåren finger, eller Rory McIlroy, der bare holder pause, men til gengæld er vi formentlig mange, der glæder os til at se Viktor Hovland (billedet/ Getty) i aktion igen.
Feltet består af turneringsvinderne på PGA 2024 samt top-50 på FedEx Cup-listen 2024, så der er masser af kvalitet, men er de forskellige spillere i form efter jul og nytår? Vi glæder os til at se Keegan Bradley, Tony Finau, Max Homa, Ludvig Åberg, Hideki Matsuyama, Collin Morikawa, Xander Schauffele, Sahith Theegala – ja, faktisk glæder vi os til at se hele feltet på banen, der er ca. 7000 m lang med middel 73.
Banerekorden tilhører Justin Thomas, Jon Rahm og Matt Jones og er på 61 slag.
Den er voldsomt kuperet, og så har den et hul 18, hvor de fleste, der har spillet banen, har sat deres driving-rekorder. Det går kraftigt nedad og er 610 m langt. Under tidligere transmissioner har man virtuelt lagt en kæmpe skyskraber ned langs hullet, og mange har såmænd været tæt på at drive det.
Synes man bare, at den slags er for kedeligt, kan man ind imellem nyde billederne fra Hawaii med surfere, hvaler og meget andet – men risikoen er næppe stor for at kede sig.
Turneringen er en signature event med en præmiepulje på 20 mio. $ og 700 FedEx-point til vinderen.