Moving day startede udramatisk i The Open. De bedste betingelser endnu gjorde, at der blev scoret en del birdies – men så åbnedes himlens sluser, og da Royal Troon kan bære en masse vand, kunne der spilles til den ende, der for de fleste i den forreste del af feltet, blev ganske bitter.
Se bare til Shane Lowry, der med birdie på hul 4 kom til -8, men som ikke kunne holde sammen på spillet i regnen og sluttede i -1 som nr. 9.
For de øvrige i toppen gik det op og ned, men på 18. hul fik nedbøren og banen endelig ram på den bomstærke Daniel Brown, der førte i -5. En dobbeltbogey sendte ham ned i -3, der viste sig at holde til en andenplads i denne stilling: 1. Billy Horschell, USA -4. 2. Thriston Lawrence, Sydafrika, Sam Burns, Russell Henley og Xander Schauffele, alle USA, Justin Rose og Daniel Brown, England -3. 8. Scottie Scheffler, USA -2. 9. Shane Lowry, Irland -1. 10. Adam Scott, Australien, Justin Thomas, USA og Matthew Jordan, England par.
Spillerne i -3 er opført i den rækkefølge, de kom i klubhuset (Lawrence og Burns gik begge dagen i -6), og man kan stort se aflæse, hvor mange huller de kom til at spille i den voldsomme regn, som den sidste time også blev tilsat en frisk blæst.
De danske spillere havde en skidt moving day. Jacob Skov Olesen havde lige gjort sig færdig på 18, da regnen satte ind. Han havde en overgang været i -2 for runden, men det blev til +1, og han deler nu placeringen som nr. 51 med Nicolai Højgaard i +6.
Rasmus Højgaard og Thorbjørn Olesen havde deres kvaler med 11. hul, hvor de begge fik triple bogey, og nu er Højgaard nr. 59 i +7 og Olesen nr. 62 i +8 – så danskerne blev også samlet pænt.
Si Woo Kim fik et overordentlig smukt hole-in-one på hul 17.
Vejret vil igen søndag favorisere de spillere, der er tidligt ude. Midt på dagen blæser det op med ret kraftige vindstød, og sidst på dagen aftager vinden, men de sidste bolde kommer i det mindste til at spille i nogenlunde ens vejrforhold.
Førerbolden hedder Horschell – Thriston Lawrence, derefter følger Burns og Henley, Schauffele og Rose samt Brown og Scheffler.
Der er lagt op til endnu et drama i sidste runde af årets sidste major.