Som spået er regnen væk, temperaturerne varmere og hurtigt stigende, mens vinden aftager drastisk. Derfor: Nu scores der i Made in HimmerLand.
Robert MacIntyre er fortsat, hvor han slap i går og ligger nu i -9, tre slag foran Nacho Elvira, der er i -5 for dagens første 11 huller, mens Johannes Veerman er nr. 3 i -5, og fjerdepladsen deles af Marc Warren, vinderen fra 2014, og Ross Fisher i -4.
Bedst placerede danskere er stadig Rasmus Højgaard og Lucas Bjerregaard, der begge først skal ud over middag, hvor der vil være endnu mindre blæst.
Tilskuerne strømmer ind, og at MIH trækker tilskuere fra hele landet er der mange beviser på. Jeg spiste morgenmad på Store Binderup Kro sammen med et par fra Frederikssund, der er til MIH hvert år og bagefter vil fortsætte til Tyskland for at spille nogle golfbaner der.
Jeg har også talt med frivillige fra hele landet, som sværger på, at de fortsat vil være med, uanset hvor i Danmark der skal spilles i de kommende tre år.
Hvor det bliver, får vi formentlig at vide af Flemming Astrup på søndag.
Indtil da gælder det afskeden med HimmerLand, og det tegner spændende. Marcus Helligkilde er i -4 for 12, John Axelsen er i -2 for 6, mens Nicolai Højgaard er i par for 9.