Der er mere i valget af putter, end blot at ’det er den stjernerne bruger’.
Putteren er den vigtigste kølle i bag’en. Uanset hvilket niveau man spiller på, så slår man flere slag med putteren, end med nogen anden kølle i sortimentet. Og sænker du mange putts, så sænker du også dit handicap.
Derfor er valget af den rigtige putter helt essentielt.
Marc Bretlau, der arbejder hos Golfexperten i Hørsholm, er vant til at rådgive og vejlede golfspillere når de køber puttere.
”De fleste kommer her fordi de ikke er tilfredse med den putter de har. Mange kommer med en klar præference, mens andre er meget åbne overfor at prøve noget nyt. Kun nogle enkelte kommer og siger at ’de skal have en Scotty Cameron’,” siger Marc Bretlau, der typisk giver sig god tid til at lade kunden teste forskellige typer af puttere.
”Der er dels klassiske Blade-puttere, og dels de mere tilgivende Mallet-puttere. Det ved alle. Hvad færre måske ved er, at vi alle har en bestemt svingbane når vi putter, det som kaldes for ’arc’. PING har lavet en smart app, der hedder iPing, som på samme måde som med en launch monitor måler hvordan den enkelte er som putter, bl.a. hvilken ’arc’ man svinger putteren på.
Man taler om tre typer af sving ’arc’; Face Balanced, hvor svingbanen er lige-til-lige og op til 3°, Slight arc, der er fra 3-7° og Strong arc, der er på over 7°.
Ved at lade kunden slå fem putts med hver af de forskellige typer, finder jeg frem til hvilken ’arc’ man er, og derfra kan man så gå videre til at finde modeller inden for netop denne type putter,” siger Marc Bretlau.
Udstyrsproducenterne har meget fokus på de professionelle tours, men blot fordi seks-syv spillere i top15 benytter en TaylorMade Spider, er det ikke det samme som, at det er den rigtige til dig.
”Vi plejer at tale om ’mode puttere’, der bliver populære fordi dem på tv benytter dem, og f.eks. en Spider-putter fås til alle tre svingtyper.”
Dyrest er ikke nødvendigvis bedst
Er en meget dyr putter virkelig er bedre end en putter i den billigste priskategori?
”Jeg plejer at sige, at jeg ikke kan love dig, at den dyreste putter er den, der sænker flest putts. Valget af putter handler rigtigt meget om hvad der tilfredsstiller den enkeltes øje og fornemmelse. Personlige præferencer spiller meget ind og det er vigtigt, at kunden altid har det afgørende valg,” siger Marc Bretlau.
”Når vi har fastslået svingtypen, lader jeg kunden prøve forskellige modeller – Blade og Mallets – og forskellige mærker, og når man kommer ned på to-tre puttere, man synes man er komfortabel med, kommer prisen ind i billedet.”
Så er der også lige grebet. Man ser en del tykke greb, som f.eks. SuperStroke, hvad er fordelene og ulemperne ved de tykke puttergreb?
”Man plejer at sige, at jo tyndere greb, desto mere aktive hænder, og jo tykkere greb, desto mindre aktive hænder. Det er dog lige omvendt, hvis man f.eks. har meget små hænder. De fleste puttere kan bestilles med en bestemt type greb, og ellers koster det blot omkring 300 kr. at skifte til den foretrukne model. Vi sælger i dag rigtigt mange mid-size greb, og ikke så mange af de helt tykke mere. De var mere populære for nogle år siden.”
Har dit handicap nogen indflydelse på hvilken putter, du er bedst tjent med?
”Nej. Det handler om hvor stabil en putter man er og det har intet med handicap at gøre. Adam Scott er en af verdens bedste spillere, men han er ustabil i sin puttebevægelse og benytter derfor en meget tilgivende Mallet putter. Generelt er Mallets mere tilgivende end Blades.”
Spiller det ind, hvordan greens er på den bane, hvor man spiller det meste af sin golf; om hjemmeklubben har hurtige eller langsommere greens, om de er meget kuperede eller ret flade?
”Nej, ikke rigtigt. I hvert fald ikke for gennemsnitsgolferen.”
Priserne på kvalitetsputtere ligger typisk fra 1.000 kr. og op til 3.000, enkelte er endnu dyrere, men det er specialmodeller. Marc Bretlau kalder Wilson Staff og Cleveland for gode ’intro-puttere’ til omkring 1.000 kr., Odyssey, PING og TaylorMade ligger mellem 1.200-2.500 kr., mens Scotty Cameron og Evenroll er i den dyre ende fra 2.500 og opefter.
Artiklen er lavet i samarbejde med Golfexperten.