Vil man spille en uforglemmelig runde seaside golf og samtidig forkæle ganen er det en god idé at besøge Samsø.
Med 35 spisesteder på Samsø – fire restauranter i White Guide– der rig mulighed for kulinariske oplevelser. Restauranterne sætter en ære i at bruge lokale råvarer, dyrker masser af grøntsager, og er som regel først med de nye kartofler, men her findes desuden masser af frisk fisk og lokale lam.
Med flere toprestauranter er Ballen et hotspot for foodies. De varierer i deres køkken. Restaurant SAK er kendt for sit krogmodnede udskæringer af oksekød, og vinen er ligeledes i højsædet med fokus på vine fra Bourgogne.
Køkkenet på Restaurant Behrnt på Ballen Badehotel er inspireret af såvel det danske, franske og italienske køkken. Og, der sættes en ære i at bruge lokale råvarer: nyfangede fisk fra Mogens på havnen. Økologiske hvide asparges fra Jette og Christian i Alstrup. Jordbær og ærter fra Aage i Besser. Grønne asparges og gule squash fra Erik i Onsbjerg. Hele sæsonen friske kartofler af skiftende sorter fra Langemarks-gård i Besser.
Når man har kørt et lille stykke ad Strandvejen i Ballen dukker Strandlyst Hotel & Restaurant op. Stedet byder på et lille eksklusivt hotel ti værelser, pool og spa samt Restaurant.
Historien om Strandlyst tager sin begyndelsen allerede i 1800-tallet. I begyndelsen husede hotellet både feriegæster fra fastlandet og overnattende fiskere, som trætte og vejrbidte søgte ly og varme for natten.
Da vi kom på besøg i august 2016 bestod menuen af lokal, skindstegt multe som forret. Dernæst en kraftig aromatisk hovedret bestående af lokal gutelam, hvoraf der kun slagtes et begrænset antal hvert år, samt en dessert med koldskål tilsat hjemmelavede kammerjunker, hvid chokolade og friske bær. Mums!
Sea-side golf
En runde på Samsø er en særlig golfoplevelse, der byder på afvekslende huller og ikke mindst tre huller, der spiller direkte ud til Kattegat.
Samsø Golfklub åbnede i 1993, og banen er tegnet af banearkitekt Henrik J. Jakobsen.
Peugeot Golf Guide har udpeget banen blandt Danmarks 14 bedste, og hul 8 er kåret til Danmarks smukkeste par 3 hul. Der er ingen tvivl om, at banen på Samsø skiller sig ud, dels som en af Danmarks smukkeste beliggende baner, dels som en bane, hvor greenkeepere og medlemmer går forrest, når det handler om miljøvenlig drift.
Samsinger er glade for at spille golf. Der er knap 4.000 fastboende på Samsø, og cirka 200 af dem er medlem af Samsø Golfklub. Det siges, at Samsø alene på grund af en unik golfbane har fået flere fastboende.
I harmoni med naturen
Alle 18. huller snor sig smukt i harmoni med den omgivende natur; et morænelandskab skabt af istiden med bakker ned mod vandet. Klubbens greenkeepere sætter en ære i at holde banen i god stand uden brug af sprøjtemidler. Medlemmerne hjælper lidt til, når de bevæbnet med mælkebøttejern fjerner de mindre golfvenlige planter, mens fårene æder sig igennem de ikke spilbare områder.
De første syv huller minder om en parkbane, men adskiller sig ved at træerne har været der mange år før, der overhovedet var tænkt på en golfbane på Samsø. Hegn og søerne – dem er der et par stykker af – er fint integreret. Et kildevæld er med til at forsyne søerne med vand. Samsø er det sted i Danmark, hvor solen skinner mest, og tvivlere kan denne dag have svært med at stille modargumenter op. Soler skær i vores øjne.
På første og tredje hul driver vi blindt ud mod greens, de øvrige huller har god udsigt til flaget. Nogle gange er flaget placeret på et højere plateau end udslagsstedet, andre gange ser vi ned for at få øjenkontakt med flaget. På flere huller er niveauforskellen stor, men at slæbe sig op og ned ad bakker, er der intet om. Højdekurverne er bløde, frem for stejle.
Fra hul 9 til hul 17 står den på seaside, og dermed ofte en strid vind. Hul 16 spilles langs med strandkanten. Et skævt drive kan sende bolden ud på stranden eller ud i havet, og udfordringerne fortsætter på hul 17, der har sø i spil og en green i flere plateauer.
Ø-FAKTA
Samsø er med sine 114 km2 en af Danmarks større småøer og på størrelse med Læsø.
Der er omkring 3.700 fastboende på Samsø og her til kommer et stort antal sommerhusejere.
20 % af Samsøs areal er fredet, og særligt Nordøen er naturskøn med bakker, overdrev, plantage, hede og fjordlandskab.
De bedste badestrande finder man ved Ballen, i Sælvigbugten og på Mårup Østerstrand.