Dustin Johnson indledte Tour Championship med to slag ned til nærmeste forfølger, og endte med at vinde med tre slag. Det blev kulminationen på en helt fantastisk måned, med en andenplads i PGA Championship, sejr i The Northern Trust, andenplads efter omspil i BMW Championship og sejr i Tour Championship. Alene den sidste kastede svimlende 15 mio. $ af sig.

Set over sæsonen, hvor mærkelig den end har været, med bare én major, et hav af aflyste turneringer, og en genstart med 14 turneringer, der alle har været spillet uden tilskuere, er Dustin Johnson kroning som vinder FedEx Cup’en ikke ufortjent. Han har især hen over sommeren vist sig som verdens bedste golfspiller – han lå faktisk nummer 111 på FedEx Cup ranglisten, da man gik i gang med at spille turneringer igen i juni.

Sejren kom forholdsvis udramatisk i hus. Forspringet inden finalen på fem slag var for stort til at Xander Schauffele og Justin Thomas kunne lukke det, selv de prøvede ihærdigt. Begge gik finalerunden i 66 slag, to bedre end Johnson, men to slag var også det tætteste de kom på, og da presset blev hårdeste, viste DJ klassen med et par fremragende slag og ‘gutsy putts’, som de kalder det derovre.

På grund af ‘handicap-systemet’, hvor spillerne startede fra forskelligt udgangspunkt i forhold til deres placering på tanglisten, står Xander Schauffele som ‘vinder’ af Tour Championship, og snupper de 54 OWGR point, som bringer ham op på en syvendeplads i verden. Scottie Scheffler var næstbedst over de fire dage i Atlanta og Dustin Johnson og Justin Thomas må i officiel henseende dele tredjepladsen. DJ’s ‘dårligste’ placering den seneste måned, men han er nok bedøvende ligeglad. Han spillede formatet, som det var var tilrettelagt til absolut perfektion.

Foto: Getty Images

Forrige artikelDM i parkgolf
Næste artikelTirsdagsanekdoten hylder 82-årig dansk mester
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.