Mange ville, når de førte Masters, have fået nerver af Rory McIlroys bedste finalerunde nogensinde på Augusta National, men ikke Scottie Scheffler (billedet/ Getty). Da nordireren sluttede sin runde med et bunkerslag, der er dømt til aldrig at blive glemt, var Scheffler ved at færdiggøre hul 14 og tre slag foran.
Efter puttet var forspringet fire, og efter hul 15 var det fem! Her vovede han sågar at gå over vandet i andet slag, selv om de fleste ville have spillet safe, men det var intet problem. Det var det heller ikke, da han sluttede med en helt unødvendig og ganske ligegyldig dobbeltbogey på sidste hul, hvor følelserne formentlig endelig overvældede ham.
Problemer har der i det hele taget ikke været. Var der et øjeblik, hvor man troede, at sejren kunne komme i fare, var det efter andet hul, da Cameron Smith havde indledt birdie-birdie og reduceret forspringet til et enkelt slag. Begge slog i skoven på tredje hul fulgt af identiske elendige slag, som begge fik lempelse for: Smith for et dæksel, Scheffler for en stor scoretavle – hvorefter Scheffler holede for en urealistisk birdie, mens Smith fik bogey. Tingenes orden var genoprettet.
McIlroy sluttede med en 64er, -8, efter gnistrende opvisning og forklarede bagefter, at han aldrig havde følt sig gladere på golfbanen. Det kommer vi tilbage til i Tirsdagsanekdoten. Han gik sammen med Collin Morikawa, som gik i 67 og var tæt på at snuppe tredjepladsen fra Cameron Smith, som fik triple bogey på 12, men fik taget sig flot sammen. Smith kom i stedet til at dele med ireren Shane Lowry, som har imponeret ugen igennem og med en afsluttende birdie på det hundesvære hul 18 fik belønning, selv om der havde været en triple bogey undervejs – åbenbart en betingelse for at blive delt nr. 3!
Slutstillingen i toppen blev: 1. Scottie Scheffler, USA – 10. 2. Rory McIlroy, Nordirland -7. 3. Shane Lowry, Irland og Cameron Smith, Australien -5. 5. Collin Morikawa, USA -4. 6. Will Zalatoris, USA og Corey Connors, Canada -3. 8. Justin Thomas, USA og Sungjae Im, Korea -1. Resten af spillerne var i par eller dårligere, norske Viktor Hovland delte placeringen som nr. 27 med bl.a. Jon Rahm, Spanien.
Scheffler spillede sikkert og roligt og viste igen, hvorfor han nåede toppen af verdensranglisten kun 42 dage efter, at han vandt sin første sejr. I sin tid kostede det Tiger Woods 252 dage. Scheffler er blot 25 år og har i år allerede vundet omkring 10 mio. $ med sejre i fire af de mest betydende turneringer i løbet af blot 57 dage. Hans tur op ad 18 var et triumftog, som han fortjente.
Woods fik en mængde sympati fra publikum, mens han i smerter kæmpede sig rundt på de sidste 18 huller. Derfor var han et stort smil bagefter, selv om han sluttede som nr. 47 i +13. Han gav mange prøver på sin kunnen, og kommer bentøjet i orden, skal vi ikke forsværge, at han stadig kan vinde en major.