Ved at eftergøre Nicolai Højgaards runde i 62 slag fra lørdag vandt årets mest vindende spiller, Scottie Scheffler, OL-guld på Golf National i Paris. Dog ikke uden, at Tommy Fleetwood, som lå lige med ham, efter flere slappe slag på hul 17 fik bogey. Til gengæld sikrede han sig sølvmedaljen med et fint afsluttende putt.
Bronzemedaljen gik til Hideki Matsuyama, som var i omspil om samme medalje for fire år siden, men denne gang med en sidste runde i -6 slap for omspil.
Nicolai Højgaard spillede en udmærket runde, men uden samme medgang i detaljerne som lørdag. Hans facit blev en runde i -3 og samlet en syvendeplads i -14. Bagefter var han godt tilfreds med sit spil, men forsikrede, at i fremtiden skal golfspillerne nok få slæbt nogle medaljer til Danmark.
Også Thorbjørn Olesen gik i -3 og blev nr. 14 i -11, men kun et slag efter de fem spillere, der delte niendepladsen
OL har været en fremragende reklame for golfsporten. En flot konkurrence i den rigtige kulisse. Store bedrifter, men også store sammenbrud. Den guldforsvarende Xander Schauffele gik i førerbold, men sluttede med en runde i +2, og Jon Rahm var på et tidspunkt fire foran nærmeste konkurrent, men med en grim nedtur på bag-9 faldt han helt ud af medaljerne i denne slutstilling i toppen:
1. Scottie Scheffler, USA -19. 2. Tommy Fleetwood, England -18. 3. Hideki Matsuyama, Japan -17. 4. Rory McIlroy, Nordirland og Jon Rahm, Spanien -15. 7. Nicolai Højgaard -14. 8. Tom Kim, Sydkorea -13. 9. Corey Conners, Canada, Jason Day, Australien, Joaquin Niemann, Chile, Thomas Detry, Belgien og Xander Schauffele, USA -12.