Søndag blev Scottie Scheffler (på Gettys billede sammen med Tiger Woods og sejrstrofæet) den tredje spiller, der har forsvaret sin titel som vinder af Tiger Woods’ turnering Hero World Challenge på Albany GC Bahamas. Med birdie på sidste hul tangerede han scoringsrekorden for turneringen, -25, og han sluttede seks slag foran sin værste konkurrent, Tom Kim.
Det betyder, at Scheffler foruden Tigers turnering i år har vundet yderligere syv turneringer på PGA samt guld ved OL i Paris. Han havde svært ved at sætte ord på præstationen, som han betegnede som surrealistisk. Han var i top-3 i samtlige statistiske kategorier i turneringen, og på turneringens sidste hul drivede han 300 m, gik på green med et drømmeslag og holede for birdie – og det så meget let ud!
Før sidste runde førte Justin Thomas, der ikke har vundet en turnering i to år, men hans spillede sidste runde i -1, hvor Scheffler gik i -9, og på sidste hul byttede han ovenikøbet plads med Tom Kim, som blev nr. 2 i -19. Helt usædvanligt blev ingen af de otte forreste placeringer delt: 1. Scheffler -25. 2. Tom Kim -19. 3. Thomas -18. 4. Akshay Bhatia -15. 5. Keagan Bradley -14. 6. Ludvig Åberg -12. 7. Robert MacIntyre -11. 8. Sahith Theegala -10.