Valero Texas Open blev en sej, men moden, start for Nicolai Højgaard på TPC San Antonio.
Turneringen blev plaget af udsættelser og pauser pga. en tæt tåge, og når tågen ikke var der, var der til gengæld en del blæst, der gjorde forholdene vanskelige på den i forvejen udfordrende bane.
Det var ikke Højgaards dag, men han kæmpede sig uden at kny igennem med tre bogeys og tre birdies, den sidste på hans afsluttende hul, som var hul 9; samt med adskillige vellykkede redningsaktioner, først og fremmest efter dårlige udslag. Par rækker aktuelt til en placering som nr. 49, men turneringen blev afbrudt pga. mørke, og hvordan forholdene er ved genoptagelsen, kommer til at påvirke placeringen meget.
I toppen finder man Justin Lower (billedet/ Getty) i -5 for ni huller, mens de fem følgende i -4 alle nåede i klubhuset. En af dem er Padraig Harrington, der som 51-årige synes at have fået sin anden ungdom. I rundens løb leverede han nogle drømmeslag fra bunker, som man godt kan tage en tur på nettet for at se/gense. De fire andre er Patrick Rodgers, Matt Kuchar, M. J. Daffue, Sydafrika og Robert Diaz, Mexico.
I LPGAs DIO Impact LA Open spiller de to danskere indtil videre anden violin i et felt, der er minimal spredning på. Miang Hyang Lee, Sydkorea fører i -6, mens Nanna Koerstz Madsen ligger på cutgrænsen som nr. 63 i +2 og Emily Pedersen som nr. 94, men kun et slag dårligere. Der er plads til forbedring i anden runde.