Ikke specielt overraskende blev det verdens nummer 1, Dustin Johnson, der vandt Saudi International. Ikke fordi det var specielt prangende, men det var sikkert og bortset fra en bogey på 16. hul var det stort set fejlfrit. Han sluttede 16 under par, tre bedre end nummer to.

Søren Kjeldsen var med i førerbolden med DJ og franske Victor Perez, og han kom aldrig rigtigt til at spille en rolle. I stedet blev det en anden dansker, der i den grad stjal billedet på finaledagen. 19-årige Rasmus Højgaard leverede for anden uge i træk dagens bedste finalerunde, og med en 62’er (-8) avancerede han hele 38 pladser til hvad der endte med at blive en delt sjetteplads. Runden bestod af syv birdies, en eagle og en enkelt bogey. Fornemt! Han spillede i øvrigt alle fire runder med verdensstjernen Patrick Reed, som i sidste uge vandt på PGA Tour, og distancerede ham med 12 slag!

Putteren var ikke varm

Søren Kjeldsen kæmpede hårdt. Han spillede egentlig fint, med stor tålmodighed, og slog glimrende slag ind til greens, men der var for mange putts, der ikke faldt i. For9 bød på én birdie, på det ellers vanskelige 8. hul, og han reddede en flot par på 12. efter et skævt drive, men det var så også det. Det blev bogeys på 14. og 16. hul, der skubbede veteranen ud af top10. Det blev en delt 12. plads i -9.

I toppen spillede Justin Rose sig frem til delt andenplads i -13 med dagens næstbedste runde – 65 slag (tre dårligere end Rasmus Højgaard). Tony Finau, manden, der bare ikke kan vinde golfturneringer, lavede bogeys på 16. og 17. og delte andenpladsen med Rose, mens skotske Calum Hill med en eagle på sidste hul udnyttede at han kom ind fra reservelisten onsdag og fik andel i fjerdepladsen som han delte med Victor Perez.

Jeff Winther sluttede af med en runde i par, der rakte til 33. plads og Joachim B. Hansen havde en dårlig dag og gik +5, så han sluttede på 71. pladsen.

Foto: Getty Images.

Forrige artikelGenfødt Spieth på delt førsteplads
Næste artikelKoepka tilbage som vinder
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.