Tre nyheder har ramt golfsportens nyhedsfeed indenfor de seneste 24 timer med en vis effekt.
Padraig Harrington, den europæiske Ryder Cup-kaptajn, er testet positiv for Covid-19 og har som en konsekvens heraf måtte trække sig fra denne uges AT&T Pebble Beach Pro-Am i Californien. Han erstattes af førstereserven Sangmoon Bae i det for PGA Tour temmelig svage felt, hvor der blot er tre spillere med fra verdens aktuelle top20.
–0—
Annika Sörenstam, engang verdens bedste kvindelige golfspiller, er fyldt 50 år og har ikke spillet en officiel LPGA Tour-turnering i 13 år. Men hun er på startlisten til sæsonens næste turnering, LPGA Gainsbridge, der spilles fra 25.-28. februar på Lake Nona GC i Orlando, hvor hun bor med mand og børn, og hvor hun driver en meget succesfuld virksomhed indenfor golfundervisning, banedesign og meget mere.
Sörenstam var med i sæsonåbningen Tournament of Champions, der også blev spillet i Orlando, men i amatør/celebrity-kategorien, hvor hun sluttede på niendepladsen i et særligt stableford-format. Hun sagde ved den lejlighed, at hun vil begynde at spille lidt mere, og sigter mod at deltage i US Women’s Senior Open. At et comeback til LPGA Tour var under opsejling afviste hun, men nu sker det altså alligevel.
–0—
Uges tredje nyhed er i sandhed lidt af et chok. PGA of America har meddelt, at de vil tillade brug af afstandsmålere i deres majors allerede fra i år. Det gælder således US PGA Championsship på The Ocean Course på Kiawah Island til maj, Women’s PGA Championship i Atlanta til juni og KitchenAid Senior PGA Championship i Southern Hills i Oklahoma, også i maj måned.
Beslutningen er truffet fordi afstandsmålere i dag er en integreret del af spillet, også på lavere professionelt niveau, og for at skabe et bedre flow på banen, som PGA of America udtrykker det. I forvejen benytter alle spillere og caddies afstandsmålere i prøve- og træningsrunder, så det er ikke helt nyt for dem.
Foto: Getty Images.