– Jeg kan bedre lide at jage end at være den jagede, konstaterede Sepp Straka (billedet/ Getty) efter sin sejr i American Express søndag.

– Jeg var meget nervøs, fordi man på alle huller kan løbe ind i en dobbeltbogey eller bogey, fortsatte han.

Det blev bevist flere gange. Vigtigt for topstriden, da Charley Hoffman slog i vandet to gange og fik dobbeltbogey på 13; og til historiebøgerne, da rookien William Mouw fredag fik en 13’er på hul 17, fordi han slog en række slag frem og tilbage mellem to bunkers – se det på nettet.

Straka, der er 31 år og født i Østrig, lignede en hyggelig familiefar, som han spillede sig rundt med smukke, afslappede slag og en varm putter. Han vidste, at konkurrenterne ville forsøge at lægge pres på fra start, så han satte meget ind på at få en birdie på hul 1, og det fik han. Med en ny på fjerde hul holdt han afstanden til de værste konkurrenter, som aldrig fik sat et virkelig hårdt angreb ind. Måske fordi Pete Dye Stadium Course er tilbageført, så den ligner den oprindelige, som var så svær, at PGA hurtigt opgav den. Derefter blev den gjort alt for let, og endelig af Dyes mangeårige medarbejder Tim Liddy ført delvist tilbage.

Gennem 69 huller holdt Straka sig bogeyfri, og da han fik to på 70 og 72, betød det ikke noget. Han fortalte bagefter, at tanken om at spille fuldstændig bogeyfrit aldrig havde strejfet ham. Han ville bare vinde.

Justin Thomas spillede sit bedste i lange tider, da han sikrede sig andenpladsen i denne topstilling: 1. Straka -25. 2. Justin Thomas -23. 3. Justin Lower og Jason Day -22. 5. Patrick Cantlay og Charley Hoffman -20. På syvendepladsen i -19 kom bl.a. Camilo Villegas.

Straka er i øvrigt ikke en, der dukker ud af det blå engang imellem. Foruden sine tre sejre har han tre anden- og to tredjepladser og en samlet indtjening på lige ved 20 mio. $.

Han har skiftet jern og bolde før denne sæson, men har skød hurtigt rygter ned om, at de gjorde en forskel:

– Jeg skiftede, fordi såvel jernene som boldene virkede fuldstændig som mine gamle!

 

Forrige artikelHatton vandt – flotte danske slutrunder
Næste artikelTirsdagsanekdoten om kommentatorer, skovbrande, LIV golfs nye CEO, Challenge Tours nye navn og Ernie Els’ sejr på Champions Tour
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.