Meget overraskende kom sydafrikaneren Shaun Norris (billedet/ Getty) bagfra på en dag med svære forhold i Alfred Dunhill Championship på Leopard Creek. Han gik i -5, og mens det næsten til det sidste lignede omspil mellem op til flere spillere, stod han pludselig alene tilbage i -13. Kun en birdie på sidste hul gav svenskeren Marcus Kinhult, der havde ført efter såvel anden som tredje runde, andel i andenpladsen, som han i -12 delte med Ryan van Velzen, Sydafrika og John Parry, England. Parry kunne have fået omspil med birdie på sidste hul. Det havde han fået de første tre dage, men ikke her; og van Velzen havde fået omspil med par på sidste hul. Det fik han i de tre første runder, men ikke i dag.

Det blev ikke til svensk sejr, og de to danskere faldt også tilbage på en ærgerlig søndag. Hamish Brown blev nr. 28 i -4. Han startede ellers runden med en birdie, men resten af runden gik i +5, bl.a. med bogey-dobbeltbogey på 16 og 17.

Lucas Bjerregaard gik i +8 søndag og sluttede som nr. 59 i +3.

I Naples, Florida er der masser af godt humør og smukke slag i årets eneste mixed-turnering på højeste plan, Grant Thornton Invitational. Det bunkerslag, som Jeeno Thitikul slog på hul 16, kan evt. blive årets slag. Se den på turneringens netside. Der var to høje bunkerkanter at forhandle med, før bolden skulle ramme green kort fra hullet. Det lignede mere end bogey end den birdie, det mirakuløst blev til, og man forstod, at Thitikul og Tom Kim krammede hinanden ekstra. De er feltets yngste og formentlig muntreste par.

De indhentede med det smukke slag Patty Tavatanakit/ Jake Knapp, der imidlertid kom flot igen i dagens format, der var foursome, så stillingen i toppen før sidste runde i aften, der spilles som modificeret fourball (begge slår ud, og derefter bytter man bold. Den bedste bold tæller), er: 1. Tavatanakit/ Knapp -20. 2. Thitikul/ Kim -18. 3. Jenifer Kupcho/ Akshay Bhatia -17. 4. Lydia Ko/ Jason Day -16

Forrige artikelBegge danskere rykkede kraftigt fremad på moving day – tre runder i 50erne i Grand Thornton Invitational
Næste artikelTavatanakit – Knapp holdt til mål
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.