Silkeborg Ry Golfklub har som mange andre danske klubber profiteret af, at usædvanligt mange danskere har haft tid til at dyrke golf i det solrige forår, der har sat rekord i solskinstimer. Det har givet et kraftigt øget medlemstal. Nu har klubben 2041 medlemmer, flere end nogensinde før, og det var muligvis ikke helt tilfældigt, at de spillere, der fik numrene 2000 og 2001, var tvillingerne Nicolai og Rasmus Højgaard.
Det betyder ikke, at de skifter fra Gyttegaard, som de også fortsat vil repræsentere, men de vil fremover profitere af de bedre træningsfaciliteter og måske også stærkere træningspartnere i den stærke midtjyske klub. Samtidig kan dog konstatere, at Silkeborg Ry nu kan lave noget af et klubmesterskab, der foruden tvillingerne vil kunne omfatte bl.a. Oliver Hundebøll, Morten Ørum Madsen og … Thomas Bjørn.
Vigtigst for Silkeborg Ry er nok, at der er mange nye medlemmer i bredden. Golfmanager Mads Faber udtaler:
-Mange har fået øjnene op for, at golf er sund, sjov og social motion, også i en tid med corona. Efter at vi i Silkeborg og Ry lukkede golfbanerne helt ned i en periode, er antallet af golfrunder steget med mere end 20 pct. i forhold til tidligere år.
Foto af Per Pedersen.