Overvældende succes får Simgolf til at etablere fire nye Trackman-simulatorer i Indoor Club i Ballerup – flere udvidelser kan være i støbeskeen

– På en måde er det et positivt problem, siger Keld Jensen fra Simgolf i Grøndalscentret, København.
– Vi har haft så stor tilstrømning i de seneste to sæsoner, at vi har måttet sige nej til mange, der ville spille i vores 11 simulatorer. Derfor har vi indgået samarbejde med Indoor Club på Telegrafvej 6 i Ballerup, så de ikke kun kan tilbyde padeltennis og fodbold, men også golf.
– Det bliver ovenikøbet i fire nye Trackman-simulatorer, som nogle har efterspurgt. De har fra start en snes baner, bl.a. alle baner på Royal & Ancient, Muirfield og OL-banen fra Rio, men som en spændende nyhed også fiktive baner med navne som Shadow Lands, Crystal Pines,
Devils Island, Hiddon Canyon, Sand River, Abel’s Crossing etc. Formentlig af en slags, så skrækhullerne på din udendørs hjemmebane vil være barnemad næste år.

Vil man spille flere baner, kan man gøre det i Grøndalscentret, hvor man kan forsøge sig på fx Pebble Beach, Bay Hill, Pinehurst No. 2, St. Andrews, Belfry, Royal Melbourne. Der mangler stadig en dansk bane, fordi det er forbundet med ret store udgifter at komme med i selskabet.
Som noget nyt kan man nu få bagskabe i Grøndalscentret, så man ikke skal bakse sit udstyr frem og tilbage fra P-pladserne, som der i øvrigt er rigeligt af ved begge centre.

Alle kan spille, men som medlem af Simgolf – der var 700 i forrige sæson – får man 40 % på hver enkelt session, og det koster kun 600 kr. (- eller prisen på en billig P-bøde, som Keld Jensen udtrykker det).
Centret har faste turneringer. Monday Night naturligvis mandag. Tirsdag spiller Københavns Firmasport, og der er i øvrigt mulighed for at afvikle Company Days uden vejrproblemer og med servering i restauranten.
– Det går over stok og sten, så bliver det en succes i Ballerup, planlægger vi at udvide med simgolf i flere sjællandske byer, slutter Keld Jensen.

… og det er nu hyggeligt at kunne spille en ny af verdens bedste baner hver dag uden fysisk at skulle flytte kontinent.

Forrige artikelHvor kigger du på din golfbold?
Næste artikelVinregion vinder stor golfpris
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.