Av! Det var ikke den velkomst til PGA Tour som Nicolai Højgaard og alle vi andre havde drømt om.
Efter to huller af første runde af Honda Classic var Nicolai 3 over par, efter en bogey-dobbeltbogey åbning. Siden fulgte en birdie og yderligere en dobbeltbogey så det 20-årige stortalent efter bare fem spillede huller bar 4 over par.
Og nok er Nicolai udstyret med en unik mental styrke, men den mavepuster kom han sig ikke over. 6 over står der på kortet, men han nåede ikke ind inden det blev mørkt i Florida og skal lige ud og spille 18. hul færdigt i dag – for så at have nogle timers ventetid inden han skal ud og spille anden runde. Der er langt til blot at klare cuttet, så han skal virkelig skyde lavt på den notorisk svære PGA National.
I toppen er det et velkendt navn fra European Tour, der skinner. Ganske vidst en amerikaner, men Kurt Kitayama, der i 2018-19 vandt to gange på det der i dag hedder DP World Tour gik 64 (-6) og fører med et slag til Rory Sabbatini, Chris Kirk og én af forhåndsfavoritterne, Daniel Berger.
Foto: Getty Images