Chateau de Bournel er et torneroseslot, der siden 1496 har været i familien de Moustiers eje – i dag tager tiende generation imod og tilbyder en glimrende golfbane
I kanten af Jurabjergene i Cubry mellem Dijon og Freiburg ligger et slot, der er fuldt af historie og desuden byder på et brasseri med skøn mad, mulighed for cykel- og vandresport samt golf på en stærkt kuperet bane.
Hele egnen er naturskøn, og hvis man fx ser Tour de France, så køres et par etaper normalt i denne skovklædte del af Frankrig tæt på såvel Schweiz som Tyskland.
Slottet
Slottet var engang et vinslot, men efter at alle vinmarkerne blev ødelagt af sygdom, skiftede man til landbrug omkring 1900, ikke mindst ved hjælp af schweizere, hvis familier stadig bor rundt om godset og passer landbrugsbedriften – og de er stadig schweiziske statsborgere.
I de senere årtier har man satset stadig mere på turisme, gastronomi og golf.
Familien de Moustiers tiende generation optager stadig en stor del af slottet, som derfor kun har 16 værelser, alle meget luksuriøse, bag metertykke mure og kæmpestore bjælker. Tre af dem er suiter på 25-50 kvadratmeter.
De er kun indrettet efter de muligheder, bygningerne har, og derfor er de meget forskellige. Det gælder også tapet og møbler. Nogle værelser har tapet i skrigende, ældgamle mønstre. Andre har helt ensfarvede vægge. Alle oser af slottets historie og traditioner samtidig med, at de naturligvis har wifi.
Familien de Moustier
Når man kikker ud ad vinduerne, ser man de øvrige bygningers tage med gule og røde mønstre, der viser, at her bor familien de Moustier.
I de mere end 600 år, den har boet her, har dens medlemmer indlagt sig hæder på mange områder bl.a. ved at arbejde for den franske stat såvel i militæret som i diplomatiet. Da den amerikanske uafhængighedserklæring blev underskrevet i 1776, var den franske ambassadør i USA en de Moustier, og en anden var udenrigsminister i regeringen under Napoleon 3, den første franske præsident.
Gastronomi
Man kan spise udendørs i den smukke slotsgård, eller man kan gå indenfor, hvor restauranten er en hule med buegange på siderne og spidsbuer i endevæggene. Spisekortet er varieret, og vinkortet gør det svært at vælge. Husets vin er dog exceptionelt god, så har man ikke særlige ønsker, er den helt tilstrækkelig.
Brasseriet reklamerer med, at dets køkken udpræget følger årstiderne i valg af råvarer og smag. Slottet har en stor urtehave, som meget kommer fra, og af resten kommer det meste fra de næringsdrivende i omegnen.
Udfordrende bjerg-golfbane
Golfbanen blev anlagt i etaper, efterhånden som der blev råd til det. Arkitekten Robert Berthet fik en ’engelsk’ park med et areal på mere end 80 ha til rådighed – næsten det dobbelte af de fleste golfbaner. Den blev anlagt i 1800-tallet og er fuld af skønne træer, ikke mindst et væld af forskellige cedertræer, der er hentet mange forskellige steder i verden. Berthets visioner var kostbare, så hullerne blev anlagt med nogle få hvert år, til banen var fuldt udbygget i topkvalitet, bl.a. bevist ved, at den ofte benyttes til det franske golfforbunds officielle turneringer og er hjemsted for nogle af fransk golfs største ungdomstalenter. Vil man derfor spille golf, er det en god ide at sikre sig, at opholdet ikke kolliderer med en turnering, for så er banen lukket.
Banen har store niveauforskelle, så man omtrent føler, at man spiller midt i Alperne. Bolden skal holdes præcist på fairway, så den ikke forsvinder ned ad en brat skråning. Man når rundt om slottet på den knap 6 kilometer lange runde, og flere huller ligger med fairways og greens helt op til de imponerende mure.
Før runden kan man varme op på en driving range, der fra slottets synspunkt må ligge upraktisk: Man slår boldene ud i en slugt, hvor det må være sin sag at indsamle de mange, der fortsætter forbi 200 m, men flot er den. Desuden kan man øve sig på en fint nuanceret putting greens.
Banens finesser
Man kan på nettet se en overflyvning af banen, der ikke beskæftiger sig med enkelte huller. Derfor kan man ikke forud få en fornemmelse for de dramatiske huller, hvor hul 1 er blindt ud over en skråning, og man på hul 2 par 3-hul fra stor højde slår ned på en green 150 m væk i dybet.
På hul 3 slår man mellem træer over skråninger mod en godt gemt green, der vogtes af høje, bunkere, træer og skråninger på den mest luskede vis. Tee-stedet på hul 4, ’Det uindtagelige tårn’, tager vejret fra en med udsigten til slot, sø og en bevoksning, bag hvilken man fra bunden skal brat op til den eleverede green. En virkelig fysisk test.
Sådan fortsætter det, idet dog for-9 er teknisk mere udfordrende end bag-9. Hvert hul har sin udfordring – altid underholdende og fair. Hér skal slås snorlige med vand på siderne; dér skal man vælge, om man vil slå over et vådområde eller gå forsigtigt uden om; så skal man vælge, om man skal over et drilsk vandløb eller forsøge at lægge op kort; og endelig er der luskede greens, som skal læses præcist, så man ikke risikerer et tre-putt eller værre.
