Bornholm har det hele; skønne strande, pragtfuld natur, folkemøde, kulturuge – og sild!

Det kan godt være, at de allierede og resten af Danmark glemte Bornholm dengang i de glade dage i maj 1945, men siden da har den smukke ø i Østersøen haft en fremtrædende position ikke mindst indenfor turismen.

Bornholm er og bliver en turistø, en dansk Kreta, bare smukkere – og måske lidt koldere – med skønne badestrande og en pragtfuld natur. Det siges, at sandet på stranden i syd er så fint, at kejser Napoleon benyttede det i sine timeglas, samtidig er klipperne mod nord rå og utilnærmelige i deres skønhed. Læg dertil et markant kulturelt aftryk; ikke mindst den formidable Hammershus borgruin, der er et af de mest fascinerende bygningsværker i hele landet, eller det flotte kunstmuseum, bygget på klipperne ved Gudhjem, direkte ud til havet, og i øvrigt som nærmeste nabo til 4. hul på Rø Golfbaners spektakulære New Course, der også er hjemmebane for Gudhjem Golfklub.

Om ganske kort tid mødes hele Danmark – bogstaveligt talt – i Allinge til det årlige Folkemødet, hvor politikere, fagforeningsfolk, kulturpinger, græsrødder og alle mulige debatlystne i tre dage mødes, fester og debatterer om stort og småt i en god og hyggelig atmosfære. Folkemødet finder sted i uge 24, fra 14.-17. juni og er efterhånden blevet så populært, at man skal være særdeles opfindsom for at finde et sted i nærheden at overnatte.

 

Sild er godt

Man kan ikke skrive om Bornholm uden at nævne øens mest kendte kulinariske delikatesse; silden. Et stykke med ’Sol over Gudhjem’ er smagen af den danske sommer, når den er bedst, og ikke uden grund er Bornholm kendt for sine talrige silderøgerier langs kysten. 23. juni afvikles kokkekonkurrencen ’Sol over Gudhjem’ direkte på Gudhjems pittoreske havn, hvor man kan følge nogle af landets dygtigste kokke tilberede røget sild på nye, spændende måder, og i den efterfølgende uge afvikles Bornholms Madfestival med kulinariske events fordelt over hele øen.

Hen på sensommeren afholdes den årlige Bornholm Kulturuge, der på disse kanter varer ti dage, og blandt meget andet byder på massevis af koncerter, blandt andet i de kendte rundkirker. Steffen Brandt fra TV-2 plejer at være vært for en række ’udenfor sæsonen’-koncerter, hvor mange musikalske genrer, rock, jazz, opera og pop, blandes på underfundig vis.

 

Fire golfbaner

Der er fire golfbaner på Bornholm. Den seneste blev indviet i 2005, og er den ovennævnte Gudhjem Golfklubs bane i Rø. Gennem årene har golfbanerne tiltrukket turister fra ikke bare Danmark, men i høj grad også Tyskland og Sverige, og de fire baner dækker tilsammen et hvilket som helst behov man måtte have.

Gudhjem Golfklubs bane (Rø New) er lang og udfordrende. De første ni huller ligger med en betagende udsigt til Østersøen, mens de sidste ni spilles ind gennem skov og nedlagte stenbrud, og bestemt ikke er nemme.

Klubben deler klubhus med Nordbornholms Golfklub og Rø Old Course, fra 1984, der er noget af det mest spektakulære man kan finde herhjemme. Banen er kort, men drilsk, og man skal nok lige spille den et par gange, før man ’bryder koden’. Fra 4. hul og frem spilles ind gennem klippefyldt skov. På flere huller skal man manøvrere bolden ind mellem store klipper, rammer man dem, er det ikke godt at vide hvor bolden lander; måske går den direkte i hul, måske forsvinder den for altid i skovens dybe stille ro.

Udenfor Rønne, der er øens hovedby og hvortil man ankommer med færgen – eller med flyet, det kan i nogle tilfælde bedre betale sig – ligger den charmerende Bornholms Golfklub. Den er tegnet af dansk golfs grand old man, Frederik Dreyer, og falder perfekt i med naturen. Det er en kort, men særdeles tricky bane, der åbnede i 1984, og som når den står smukkest midt på sommeren er en af landets måske allerkønneste.

Syd for Nexø, og tæt på den berømte Dueodde Strand ligger Nexø Golfklub. Selvom banen ikke umiddelbart er så bemærkelsesværdig som de tre andre, så er der tale om en glimrende bane, der faktisk spiller ganske lang, og stiller krav til course management. Hvordan spiller man f.eks. lige 12. hul, et par4 på blot 240 meter, der doglegger mere end 90 grader til venstre inde i tæt skov? Ligesom banen i Rønne, er også Nexø Golfklubs bane designet af Frederik Dreyer, og den åbnede nogle år efter banen i Rønne.

I adskillige år var Bornholm Open én af landets største golfturneringer, og der blev som regel udsolgt til næste års turnering allerede ved præmieoverrækkelsen. I dag eksisterer turneringen stadig, men er ikke ligeså stor som dengang. Årets Bornholm Open afvikles fra 30. august til 1. september med spil på Rønne, Nexø og Rø Old Course. Allerede fra 28.-30. maj spilles Paragolf Bornholm Open, en turnering for fysisk handicappede og udviklingshæmmede.

 

Forrige artikelSmå marginaler kræver overtro
Næste artikelTilpasset golfoplevelse i Næstved
John Kristensen
John Kristensen, 57 år, er ejer af MagMedia, som udgiver aviserne GOLFBLADE, TENNISAVISEN og SKIAVISEN. John er uddannet cand.merc. i afsætning fra CBS, og har mere end 30 års erfaring fra udgivervirksomhed. John spiller gerne golf når tiden tillader det.