Chiang Mai byder på fantastisk frodig natur, templer, venlige thailændere og ikke mindst dejlige golfbaner.
Rig på kultur og gastronomi
Chiang Mai er Thailands næststørste by og Nordthailands største by og er beliggende ca. 700 km nord for Bangkok. Byen er omringet af smuk natur, og det er anbefalelsesværdigt at tage ud og se på de mange bjerge, floder og søer – og ikke mindst de smukke templer, der ligger i og omkring byen.
Længe før turisterne begyndte at strømme til byen, var den et handelsmekka for folk over hele Nordthailand, og dette afspejles også i dag på de mange populære markeder, der er at finde i byen. Chiang Mai føles langt mere autentisk end for eksempel populære Phuket i syd. Madkulturen er også anderledes end i sydthailand og byen byder på flere lækre restauranter med et yderst rimeligt prisniveau og de skønneste Nordthailandske retter. Restaurant Dash i den gamle bydel kan varmt anbefales. Husk at bestille bord. Der er meget svært at få et bord uden reservation.
Oplev den skønne og vilde natur. Prøv f.eks riverrafting, besøg elefant-rekreationshjem, Queen Sirikit Botanical Garden eller kør med taxa eller motorcykel til de smukke frodige bjerge. Den største seværdighed i området er Nordthailands helligste tempel, Wat Doi Suthep, som ligger på toppen af et 1600 meter højt bjerg. Chiang Mai by og omegn har over 300 templer at vise frem – de fleste er fra det 13. til det 16. århundrede. Det flotteste tempel vi besøgte i selve byen, var Wat Chedi Luang fra 1385, som er et imponerende tempel, som med sine 80 meter er det højeste punkt i Chiang Mais gamle bydel.
Chiangmai Highlands Golf Club
Chiangmai Highlands Golf Club er designet af Schmidt-Curley, som også var ansvarlig for gendesignet af Muang Kaew Golf i Bangkok og mange af Østens spændende nye baner.
Chiangmai Highlands Golf ligger i bakkerne 30-35 kilometer udenfor Chiang Mai centrum og er en 18-hullers Par 72 bane på 6.403 meter. Overalt på banen, med den tropiske vegetation, er der en fantastisk udsigt til bjergene. Den er spændende og udfordrende for spillere på alle niveauer og har 5 forskellige teesteder. Indspil til de store og kuperede greens er bestemt ikke nemt, især fordi de er beskyttede af flere bunkers. Bunkers og vandhazarder er generelt de største udfordringer på runden og course management skal være i top for at opnå en god score.
Det er obligatorisk at leje buggy, som bestilles og betales i shoppen. Pris ca. kr. 140,00. Prisen for leje af golfsæt er fra kr. 200,00.
Banen har vundet mange velfortjente priser. Allerede da den åbnede i 2005, blev den anerkendt som én af de 3 bedste nye baner i Asien. Men også priser som Best Value For Money og TOP 10 Best Golfcourses in Asia pryder væggen i klubben.
Chiangmai Highlands Golf Club råder også over en fortrinlig 9-hullers bane, Mountain Course.
Klubhuset har en hyggelig atmosfære og klubben har fine træningsfaciliter med flere puttinggreens, et indspils område og driving range. Læg iøvrigt mærke til parkeringsområdet for caddies; Flere hundrede scootere står sirligt parkeret og veluniformerede caddies af begge køn er klar til at guide dagens mange gæster.
Her boede vi
Vi boede på en skøn lille oase, Yaang Come Village ca. 10 minutters gang fra den gamle bydel. Ikke særligt prangende, men skønne værelse, fantastisk service, kedelig morgenbuffet og et hyggeligt poolområde. Hotellet ligger i kort afstand til restauranter, cafe’er og shopping. Når man forlader hotellet, kan man gå til højre og få morgenmad, frokost m.m. hos Phoon Coffee. Hyggeligt lille sted med god atmosfære.
FAKTA:
Rejsetid fra DK til Chiang Mai: Ca. 12 timer med Qatar excl. mellemlanding i Doha
Tidsforskellen ift. Danmark er +5 timer.
Golfbaner: Chiangmai Highlands Golf and Spa Resort
167 Moo2 On, Nua, Mae On
Chiang Mai 50130
Tlf. +66 53 261 3549
Greenfee: Fra kr. 900 incl. obligatorisk buggy, caddiefee (excl. drikkepenge)