Af Lasse Sejdelin Christensen
”Hammel har det hele”. Sådan kunne overskriften lige så vel have lydt. For der mangler ikke noget i Hammel. Både service, gæstfrihed og banens stand er til UG med kryds og slange. Ligeså er det sociale liv og sammenholdet i klubben tilsyneladende.
Efter en dejlig runde på Hammel Golf Klubs 18 huller, er det en sand fornøjelse at komme tilbage til klubhuset efter runden. Her er der travlhed i Cafe 19, og det summer af liv og god stemning en fredag eftermiddag i september. Nu forværrer det heller ikke tingenes tilstand, at vejret bidrager med høj sol og 20 grader, og medlemmerne har tilsyneladende ikke travlt med at komme hjem på solsengen eller til havearbejdet – og det er faktisk et af de vigtigste kendetegn ved klubben, fortæller golfmanager Poul Ditlev. ”Det sociale vægtes højt, og da vi selv i klubben driver Cafe 19 med nogle sæsonansatte, kan vi holde priserne nede på et niveau, hvor folk kan være med. Der afholdes desuden ofte større fester i klubhuset og cafeen, som er med til at øge omsætning, opbakning og synlighed”, fortsætter han.
Danmarks første golfbane
Hammel Golf Klub er placeret i smørhullet mellem Randers, Silkeborg og Århus med ca. en halv times kørsel til hver by. En anseelig andel af de ca. 1000 medlemmer har da også adresse i de større omegnsbyer, men en endnu større andel kommer faktisk fra selve Hammel by og resten af Favrskov kommune. De mange medlemmer og de ca. 4500 årlige greenfeegæster har 18 glimrende huller at boltre sig på, og af klublogoet fremgår det, at klubben er stiftet i 1992 og altså kan fejre sit 30-års jubilæum næste år. Faktisk daterer historien for golf i Hammel sig langt længere tilbage. I 1883 blev Danmarks første golfbane (5 år ældre end Københavns) nemlig etableret af den daværende ejer af Frijsenborg Slot, Mogens Chr. Krag Juel- Vind Frijs ved Hammel. Desværre blev banen nedlagt igen i 1912, og der skulle altså gå hele 80 år inden tiden igen var moden til golf i Hammel. Meget passende med Frijsenborg Slot som nabo, som man den dag i dag har indgået en aftale om langstidsleje af jorden på hul 9-13 med.
Et travlt greenkeeperteam
Oprindeligt blev de første 9 huller tegnet af et klubmedlem af sparehensyn, men senere kom klubbens tidligere cheftræner Morten Thuen ind over både de oprindelige, men også de nye 9 huller. Et arbejde som Morten Thuen er sluppet ganske godt fra, og krydret med en bane i fremragende stand, er de 300 kr. til greenfee givet ganske godt ud. Greens er gulvtæppeagtige at putte på, forgreens og fairways er luftige og mørkegrønne – ditto er de fleste teesteder. Det er en fryd for både øje og køllehoved, de gange man rammer bolden godt, så stor ros til det 5 mand store greenkeeperteam herfra i hvert fald. Golf manageren fortæller i øvrigt, at greenkeeperne får travlt de kommende måneder, da flere af de 54 bunkers rundt på banen skal renoveres, så dræn og sand bliver optimeret. Ydermere skal søerne renses op, så de kommer til at fremstå større og mere synlige.
En god oplevelse for de fleste
Til trods for, at søerne endnu ikke er renset op, kan de godt være til gene – i hvert fald for undertegnede. Der er vand i spil på 11 huller og de mange bunkers rundt på banen, fremstår den hverken som decideret svær eller uoverkommelig. Den måler fra gul tee 5661 meter og fra rød tee 4945 meter (fra hvid tee måler banen 6020 meter). Det betyder, at den gennemsnitlige klubgolfer vil få en rigtig god oplevelse, når man spiller banen. Udfordringerne er på rette niveau og ind i mellem, vil man kunne hive en par eller måske endda en birdie hjem til scorekortet.
Banens sværeste hul er ifølge scorekortet det 485 meter lange par 5 hul 5. I landingsområdet for drivet er der en fairwaybunker i venstre side, men det er særligt i 2. og 3. slaget, at problemerne hober sig op. Her findes en 80 meter lang og 40 meter bred sø, som snævrer boldens landingsmuligheder gevaldigt ind. Greenen, der er let hævet over fairwayniveau, er ikke beskyttet af bunkers, men man skal hele vejen op langs venstre side tage sig i agt for out of bounds.
Udfordringer på alle niveauer
Særligt hullerne 8-10, samt 12, står dog tydeligst i erindringen efter runden. De har udfordringer og visuelle oplevelser på højeste niveau. På par 5. hullet 8. er det et blindt drive, der sendes afsted. Man kan med fordel indstille ”GPS´en” mod et par store trækroner langt fremme.
Den langtslående kan få fordel af et nedad bakke stykke, som kan forære bolden 30-40 meter ekstra rul. Hvis man er så heldig og dygtig, kan man meget vel også nå tørskoet over søen, som er beliggende ca. 50 meter inden green, men risikoen for at skulle gå med bøjet hoved over Sukkenes Bro, som broen over søen hedder, er bestemt til stede. Hullet er dogleg venstre og er beskyttet af et par bunkers i højre side, hvis man ikke får sendt bolden nok i venstre.
Efter at have afsluttet banens længste hul venter der på 9. et par 3, der kræver koldblodighed og finesse. Her skal bolden sendes igennem en meget smal tunnel af træer. Hvis bolden får fat i en gren, kan den meget vel ende med at blive våd. Kommer man herigennem, er der ikke mange krummer i greenområdet omkring det 151 meter lange hul. På 10. skal man igen have fat i det store værktøj. Det lange par 5 hul udfordrer ca. 200 meter fremme med et 90 graders dogleg. Den risikovillige spiller kan spare nogle meter ved at slå ind over vandet i venstre, men det kræver, at man virkelig kan flytte bolden. Hvis man vælger den sikreste løsning, er der herefter vand et stykke op ad venstre side, inden man skal op til en green beskyttet af et par bunkers.
På 12., har man fra teestedet, som er banens højest beliggende punkt, en formidabel udsigt over terrænet og en del af Frijsenborgs landbrugsjord. Også 18. er et ganske fornuftigt afslutningshul, inden det hele afsluttes på terrassen ved Cafe 19. Her har man en fin udsigt til både hul 1 og 18, så man kan følge lidt med i tingene, mens frokosten indtages.
Faktaboks:
Klubbens trænere er chefpro er Ian Appleyard og pro Christian Nordby
Greenfee hverdage kr. 300,-
Greenfee weekend og Helligdage kr. 350,-
Hammel Golf Klub har indgået forskellige Greenfee aftale med en lang række mere eller mindre lokale klubber.
Se mere på: www.hammelgolfklub.dk