Sletterhage er især kendt for fyret, der siden 1872 har guidet skibstrafikken til Aarhus Havn. I dag passerer 7-8000 skibe hvert år i sejlrenden, ligger kun 50 m ude, og det er en yndet beskæftigelse at komme tæt på alt fra krydstogtskibe til supertankere.
I den tidligere fyrmesterbolig findes en udstilling om fyrets historie. Det overrasker mange, at man, før det blev elektrificeret, styrede lyset ved hjælp af et klokkeværk med lodder og trisser, som åbnede og lukkede for en persienne. Værket skulle trækkes hver fjerde time, så det var ikke så enkelt. Man kan se, hvilke ledeblokke man kan finde fra norske og svenske fjelde, og man bliver klogere på navigationsudstyr og -principper.
Ishuset, der hele sommeren skaber køer af isofile personer, som skal have hjemmebagte vafler med is og hjemmelavet guf, drives af Hans Christian Minke, som også er formand for Sletterhage Fyrs Venner.
Bag den skønne sandstrand kan man se Tyskertårnet, der under 2. Verdenskrig fungerede som overvågningssted, og man kan klatre op på det 99 m høje Ellemandsbjerg, hvorfra man på særligt klare dage kan se helt til Sjælland.