Snegolf i Crans-Montana

Store pistemaskiner har kørt hen over fairways på Jack Niklaus-banen i Crans-Montana og gjort banen klar til Wintergolf Cup. En sjov golfoplevelse og en vildt betagende udsigt.

”Velkommen!” siger Olivier Mittaz, som er arrangør af Wintergolf Cup. Han står og skutter sig i morgenkulden. Klokken er 8:30 og jeg den første deltager, som er dukket op. I det opstillede telt bliver jeg forsynet med varm kaffe og en croissant; en god måde at forberede sig til at spille 9 hullers snegolf.
Det er ikke hver dag, der dumper en invitation ind i indbakken til at spille golf i de schweiziske alper, vel at mærke midt om vinteren. Men det skete ganske vist, og jeg sagde ”ja, tak” til at spille Wintergolf Cup søndag den 3. februar i skibyen Crans-Montana i Schweiz.
Crans-Montana er kendt for to ting: skiløb og golfturneringen Omega European Masters, der er blevet spillet siden 1939. Det er dog ikke den velrenommerede 18. hullers Ballesteros-bane, som lægger sne til denne udgave af Wintergolf Cup, men derimod en 9. hullers Jack Niklaus-bane lige ved siden af og tæt på byens hovedgade.

Det er anden gang at Wintergolf Cup afvikles i Crans-Montana. Der bliver spillet tre turneringer i løbet af weekenden og alle med et spillehandicap på min. 36 kan deltage.
Turneringen tiltrækker deltagere fra andre dele af Schweiz, altså ikke kun den fransktalende del, og der er også enkelte udlændinge med. Formatet er 4 ball – best ball og der tildeles slag i forhold til handicap.
”Vi gør hvad vi kan for at skabe en god bane. En stor pistemaskine har præpareret fairways, og vi har forsøgt så godt som muligt at planere greens, eller ”whites” er nok mere betegnende. Men med den tørre sne vi har nu, kan vi ikke gøre dem helt plane. Det er ikke nemt at putte. Vintergolf er noget helt andet end sommergolf,” siger Olivier Mittaz.

Vi graver efter røde bolde
Min makker Lionel smiler bredt og rækker hånden ud. Lionel er franskmand, har boet det meste af sit liv i Paris og nyder nu sit otium i Crans-Montana, hvor en ikke uvæsentlig del af tiden indbefatter golf.
Vi får en sløj start. De røde golfbolde føles som kanonkugler i kulden, og de har svært ved at få luft under vingerne. Ups! Bolden rammer ikke fairway og forsvinder ud til siden, dér hvor sneen er en halv meter dyb, mindst.
Det gælder om at have øjne på bolden hele vejen. Den røde farve forsvinder fuldstændigt uden at efterlade sig andet end konturerne af et hul i sneen. Forbavsende lykkedes det gang på gang at grave boldene frem af sneen. Og, det giver ikke ekstra straf at grave en bold frem. Ifølge reglerne skal man placere en ny bold på fairway på linje med nedlagsmærket; en ganske generøs regel. Eneste minus er den sne, der under udgravningen, lander i støvlerne.
Fairways ligger til forveksling nypræparerede skipister, men der er altså forskel på køre på ski og spille golf, og til trods for et fint underlag skal man ramme bolden præcist. Det går fint når bolden bliver ramt rent, men hver gang jeg rammer sneen før bolden flytter den sig som en doven kat.

Forsigtighed betaler sig!
Jeg finder hurtigt ud af at det ikke kan betale sig at satse, og det lykkes overraskende godt at spille med middellange jern. Fra tee er der selvfølgelig ingen problemer – du sætter bare en tee i sneen.
De 9. huller på Jack Niklaus-banen er let kuperede – og til dagen gjort væsentlig kortere. Greens – dvs. whites – er markeret med en rund orange cirkel. Hullerne er større, men på grund af sneforholdene kan vi ikke putte og har man spillet bolden indenfor cirklen bliver der lagt ét slag til. Sådan gør vi også i min golfklub derhjemme. Men her hører sammenligningen op. Løfter man hovedet møder blikket snebeklædte bjergtinder; den ene tinde afløser den anden og toppen af Weisshorn knejser med sine imponerende 4.506 meter over byen Crans-Montana og golfbanen.

Snegolf har sin charme. Det handler bestemt ikke alene om at score lavt, men i lige så høj grad om at nyde at være ude i sneen, røre sig og være i godt selskab. Alt dette bliver indfriet og frokosten efter at have spillet de 9. huller er en del af arrangementet.
Alle de 38 spillere (19 par) som har deltaget i dagens turnering indtager den traditionelle Raclette på en nærliggende restaurant. Retten består af den schweiziske ost raclette, som bliver smeltet i en gryde og udgør dyppelse for små stykker af hvedebrød. Midt i det hele er der præmieoverrækkelse. Min makker og jeg er meget tæt på en podieplads.

Shopping og restauranter
Skibutikker fylder godt i gadebilledet, og det samme gør mærkevareforretninger som Louis Vuitton, Hermès og Omega ure. Hertil kommer de mere end 60 restauranter, caféer og natklubber. Men selv om byen bliver opfattet som en legeplads for de rige er det muligt at tilbringe en ferie i Crans-Montana ”on a budget”.
Flere restauranter serverer schweiziske specialiteter. Prøv for eksempel Planchette Valaisanne, som er et bræt eller fad bestående af ost, papirtynde strimler af skinke, skiver af pølse samt syltede agurker og løg.
Den lokale hvidvin er også et godt bekendtskab. Valais-regionen er kendt for sine kvalitetsvine, og det er som om hver en kvadratmeter på solrige side i bunden af dalen omkring Sierre er tilplantet med vinstokke.

Fakta:
Wintergolf Cup i Crans-Montana
Deltagelse i Wintergolf Cup inkl. morgenkaffe og frokost kostede CHF 80 (ca. 520 kr.). Alle med min. Hcp 36 kan deltage.

Rejsen dertil
Fly fra København-Geneve tager 1 t 40 min, og derfra med bil 2 t 30 min. Eller fly fra København-Zürich 1 t 30 min, og derfra med bil 3 t 40 min.
Det kan anbefales at rejse med tog. Togene i Schweiz er yderst behageligt og rejsetiden er nogenlunde den samme som i bil.