PGA Centenary Course på Gleneagles Resort lægger bane til den 16. udgave af Solheim Cup fra 13.-15. september.

Det er en af kronjuvelerne i skotsk golf, der lægger bane til den 16. udgave af Solheim Cup mellem Europa og USA.
Gleneagles er et af verdens førende golfresorts, og råder ud over det luksuriøse resorthotel over tre fremragende golfbaner; PGA Centenary Course, King’s Course og Queen’s Course.
Solheim Cup spilles på den Jack Nicklaus’ designede PGA Centenary Course, som tilbage i 2014 også var værtsbane for Ryder Cup. Ved den lejlighed vandt Europa med Thomas Bjørn på holdet med 16½ mod USA’s 11½ points.
Gleneagles Resort kunne tidligere i år fejre sit 100 års jubilæum og jubilæumsåret krones nu med den prestigefulde match mellem USA’s og Europas bedste golfkvinder.

Ingen danskere

Solheim Cup har sit navn efter Karsten Solheim, den norskfødte ejer og stifter af PING, som syntes at kvinderne skulle have en pendant til mændenes Ryder Cup. Den første match blev spillet på Lake Nona i Florida i 1990 med amerikansk sejr.
Danmark har ingen spillere med på dette års hold, selvom Nanna Koerstz Madsen var meget tæt på at få et wild card, hun sluttede lige uden for de otte, der kvalificerede sig fra Ladies European Tour rankings og World rankings, og var nok kommet i spil, hvis ikke kaptajn Catriona Matthew havde foretrukket tidligere Solheim Cup-erfaring i Jodi Ewart Shadoff og Suzann Pettersen, da den formstærke unge brite Bronte Law spillede sig i position til et indiskutabelt wild card.
Tidligere har Iben Tinning (2002, ’03, ’05 og ’07) og forrige år Emily K. Pedersen repræsenteret Danmark på Solheim Cup holdet.
I dagene inden selve Solheim Cup spilles traditionen tro en Junior Solheim Cup, hvor Danmark er repræsenteret af hele to spillere Anne Normann og Amalie Leth Nissen.

Formatet i Solheim Cup er præcis det samme som i Ryder Cup. Fredag spilles først fire foursomes, senere fire fourballs, det samme gentager sig lørdag og søndag spilles så de 12 singler, der afgør matchen. Der kræves 14½ point for at vinde Solheim Cup, men USA beholder trofæet i tilfælde af at matchen slutter uafgjort 14-14.

Team Europa
Underdogs, men med erfaring.

Catriona Matthew, kaptajn for Europa, ved godt, at hendes udvalgte er underdogs. Det har Europa nærmest per definition været i alle de Solheim Cups, der hidtil er spillet. Hun har selv været på banen ni gange, så hun ved alt om hvad der venter spillerne og hvad der skal til for at skabe overraskelsen og vinde.
Et element er erfaring, og her trak Catriona Matthew virkelig en kanin op af hatten, da hun udpegede norske Suzann Petterson til et af sine fire wild cards. Petterson har været væk fra sporten i næsten halvandet år for at blive mor for første gang, og hun har blot spillet to turneringer denne sommer – og misset cuttet begge gange. Pettersons jernvilje, erfaring og uforlignelige vinderinstinkt skal føre Europa til sejr. Men fejler hun, står Matthew tilbage med et forklaringsproblem.
Holdet består af:
* Carlota Ciganda, Spanien, 12 på Rolex Ranking som bedste europæer. Spiller sin fjerde Solheim Cup i træk.
* Anne Van Dam, Holland. Kval via LET. Debutant. 93 på Rolex Ranking.
* Caroline Hedwall, Sverige. Kval. via LET. 116 på Rolex Rankings. Solheim Cup 2011, ’13 og ’15.
* Charley Hull, England. 28 på Rolex Rankings. Solheim Cup 2013, ’15 og ’17.
* Georgia Hall, England. 33 på Rolex Rankings. Women’s British Open vinder 2018, Solheim Cup 2017.
* Azahara Munoz, Spanien. 37 på Rolex Rankings. Solheim Cups 2011, ’13 og ’15.
* Caroline Masson, Tyskland. 47 på Rolex Ranking. Solheim Cups 2013,’15 og ’17.
* Anna Nordqvist, Sverige. Spiller sin 6. Solheim Cup. Dobbelt majorvinder. 65 på Rolex Rankings.
* Celine Boutier, Frankrig. Captain’s Pick. Debutant. 61 på Rolex Rankings.
* Jodi Ewart Shadoff, England. 80 på Rolex Rankings. Captain’s Pick. Solheim Cup 2013 og ’17.
* Bronte Law, England. Captain’s Pick. Debut. Højest rangerede brite på Rolex Rankings (24).
* Suzann Pettersen, Norge. Captain’s Pick. Netop vendt tilbage fra barsel og Matthew’s ubestridte joker som nr. 607 i verden. Har spillet 8 Solheim Cups.

Team USA
Gedigne favoritter selv på udebane.

Anført af den dedikerede Solheim Cup-veteran Juli Inkster er USA igen i år gedigne favoritter til at vinde Solheim Cup som de har gjort det 10 ud af de 15 gange matchen er blevet spillet. Blot fem gange har Europa vundet.
Juli Inkster er den mest erfarne kaptajn holdet kan forestille sig at have. Ni gange har hun repræsenteret USA i Solheim Cup som spiller og dette er tredje gang i træk hun er kaptajn. De to første gange har det givet amerikanske sejre.
Hendes hold består denne gang af et hold med ikke færre end fem rookies, men også med et par særdeles erfarne kræfter og et søskendepar, der måske kan blive en spændende foursome konstellation. Med fem rookies valgte Inkster erfaringen i sine Captain’s Picks, der gik til Morgan Pressel og Stacy Lewis.
* Lexi Thompson. Nummer 3 i verden og med 11 sejre og tre tidligere Solheim Cups.
* Nelly Korda. 10 på Rolex Ranking og lillesøster til Jessica. Født af tjekkiske forældre i USA. Debutant.
* Danielle Kang. 15 på Rolex Ranking og majorvinder. Debuterede i Solheim for to år siden.
* Lizette Salas. 17 på Rolex Ranking. Fjerde Solheim Cup i træk. Runner-up ved Women’s British Open.
* Jessica Korda. Første Solheim Cup siden 2013. 18 på Rolex Ranking. Søster til Nelly.
* Marina Alex. Debutant. 32 på Rolex Ranking og en LPGA sejr i 2018.
* Megan Khang. Debutant. 46 på Rolex Rankings og endnu uden sejr. Dog meget stabil.
* Brittany Altomare. Debutant. 40 på Rolex Ranking. Spillede Junior Ryder Cup i 2006 (blandede hold). Har ikke misset ét eneste cut i 2019.
* Angel Yin. 31 på Rolex Rankings. Kvalificeret i sidste øjeblik. Var rookie i 2017 som et Captain’s Pick.
* Annie Park. Debutant. 42 på Rolex Rankings. Sikrede sig pladsen på yderste mandat i sidste turnering.
* Stacy Lewis. Blev mor for et år siden og har først for nyligt genoptaget turneringsgolf. 79 på Rolex Rankings og har spillet de fire seneste gange. Capatin’s Pick.
* Morgan Pressel. Fem tidligere Solheims Cups på CV’et og en nylig 4.plads i British Open. 55 på Rolex Rankings. Captain’s Pick.

Sådan er det gået

1990: Lake Nona: USA 11½- Europa 4½
1992: Dalmahoy, Skotland. Europa 11½ – USA 6½
1994: The Greenbrier: USA 13 – Europa 7
1996: St. Pierre, Wales: USA 17 – Europa 11
1998: Muirfield Village: USA 16 – Europa 12
2000: Loch Lomond, Skotland: Europa 14½ – USA 11½
2002: Interlachen CC: USA 15½ – Europa 12½
2003: Barsebäck, Sverige: Europa 17½ – USA 10½*)
2005: Crooked Stick GC: USA 15½ – Europa 12½
2007: Halmstad, Sverige: USA 16 – Europa 12
2009: Rich Harvest Farms: USA 16 – Europa 12
2011: Killeen Castle, Irland: Europa 15 – USA 13
2013: Colorado GC: Europa 18 – USA 10
2015: Golf Club St. Leon Rot, Tyskland: USA 14½ – Europa 13½
2017: Des Moines G&CC: USA 16½ – Europa 11½
*) Spillet to år i træk, da Ryder Cup blev flyttet fra ulige til lige år på grund af terrorhandlingerne 11. september 2001.

TV-tider

Det er GOLFTV, der har rettighederne til Solheim Cup 2019. Streamingtjenesten sender alle tre dage med Thomas Troels-Smith og Julie Tvede som kommentatorer.
Fredag 13. september: kl. 09.00 – 19.00
Lørdag 14. september: kl. 09.00 – 20.00
Søndag 15. september: kl. 12.00 – 19.30
Der tages forbehold for ændringer i sendetiderne.

Forrige artikelSpænding til efter DM-kvalifikationens sidste slag
Næste artikelSolheim Cup – fra start til slut på GOLFTV
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.