Vi har besøgt Malene Ripullone, Spachef på Comwell Borupgaard, til en snak om livsstil, spa og tendenser i tiden. Mange tror, at spa mest er for kvinder. Men i dag er det helt almindeligt at mændene tager initiativet til spaopholdet. Den øgede interesse fra herrerne har betydet, at Borupgaard tilbyder særlige saunagus-oplevelser for mænd, hvor velvære går hånd i hånd med lidt sjov og spas.
Af Maja Spangsberg Krogstrup
I naturskønne Snekkersten ved Helsingør ligger det smukke Comwell Borupgaard. Spahotellets hvidkalkede bygninger er en smuk perle i det grønne landskab med sit smagfulde mix af historisk herregård og moderne bygninger. Her kommer gæster på besøg på alle årstider for at nyde godt af spahotellets faciliteter, der giver energi, ro og velvære for krop og sjæl – og til tider også en lille whisky-inhaleret brandert…
Ikke bare med konen på slæb
”Der er nok en fordom om, at spa mest er for kvinder” fortæller Malene Ripullone og skitserer, hvordan der er sket et skift i de seneste år:
”Går du otte år tilbage, var spahotellet mest velbesøgt af kvinder – og når mændene var med, så kunne det typisk være under dække af at være med på slæb … selvom mange tydeligvis kunne se fidusen ved at få velvære for krop og sjæl med et spaophold, siger Malene med et glimt i øjet.
Tendensen er stadig, at det er flest par, der kommer på besøg. Men nu er mændene ikke kun med på slæb – de vil også gerne nyde godt af de forskellige spaoplevelser og behandlinger med aromaterapi, lysterapi, saunagus og massage. Når du tjekker ind på Comwell Borupgaard er der lidt for enhver smag og sans.
”I dag har mændene fået øjnene op for, hvor givende et spaophold kan være til at komme ned i gear og få fornyet energi i en travl hverdag. Det er noget både mænd og kvinder er blevet gode til at prioritere, og det er virkelig et godt middel mod stress, hvis man er i en presset periode”, fortæller Malene.
Et skvæt whisky på saunastenene
En god omgang saunagus er sundt for kroppen, helbredet og immunforsvaret. Men det kan også være godt for grinemusklen og fællesskabet. Comwell Borupgaard arrangerer i løbet af året forskellige saunagus-events, som man kan tilmelde sig eller booke til privat fest eller komsammen.
Men det skal ikke gå op i helse det hele. Det er også sundt at have det lidt sjovt og slippe hverdagens trummerum. Det er velvære og forkælelse, der er i højsædet på Comwell Borupgaard, hvor de har stor succes med at eksperimentere med forskellige saunagus-tematikker. Fx afholdes det populære herregus, hvor der er whiskeysmagning i perfekt synergi med, at der bliver hældt whisky på saunastenene.
”Så sidder man der i en dejlig whisky-damp”, griner Malene Ripullone, og tilføjer: ”Men det kan også være rom, der bliver hældt på saunaen. Der kan man jo også have forskellige præferencer.”
Når whiskygusen har fortaget sig og alle har fået en sjov og sanselig oplevelse, så kan man med en god, afslappet følelse i kroppen fortsætte hyggen i baren, hvor der serveres burger eller andet godt fra barmenuen.
Køkkenet sørger for skønne madoplevelser
Varme, lys og ny energi i en kold tid
Hvis du kigger op mod himlen og kan konstatere, at trækfuglene er fløjet mod de varme lande, så er det et godt tegn på, at du også kan trænge til lidt ekstra lys og varme – og det kan du altid få på Comwell Borupgaard uanset årstiden.
Selvfølgelig er alle årstider oplagte til et spaophold, hvis du spørger Malene Ripullone. Men det er forskellige oplevelser, du får, alt efter hvornår du kommer på besøg – og du kan regne med, at stemningen på hotellet og på restaurantens menukort afspejler årstiden.
”Spaophold om sommeren er en virkelig skøn oplevelse med solskin og udendørsservering. Men der er noget helt særligt ved at tjekke ind til varme og hygge her på Borupgaard i de kolde stunder. Vi har gæster, der kommer for at få vores lysterapibehandlinger, som giver lige så godt som en smuttur på en palmestrand, forklarer Malene og smiler, og tilføjer:
”Og så har vi jo også vores varme hot tubs og sauna i haven, hvor du kan sidde med en cocktail og slappe af i det varme boblebad en kold eftermiddag. Det er er altså en enestående selvpleje, som burde ordineres på recept mindst én gang hvert vinterhalvår,” afslutter Malene Ripullone.