Smørums herrer var ikke sikre på, at de var slutspilsdeltagere, før de havde sat det sidste resultat ind i computeren og set slutstillingen dér.
Det er sjældent, man ikke kender en placering, når sidste bold er holet, men det var tilfældet, da Smørums kamp mod Odense Eventyr i Santanderdivisionernes østkreds for mænd var slut.
Der var rygter om, at holdet skulle vinde 12-8, 15-3 eller 18-0 for at komme i DM-slutspillet.
Den næsten absurde situation opstod efter resultaterne dagen forinden. Odense Eventyr bragte sig i en gunstig position ved at besejre førende Kokkedal 11-7, mens Smørum knebent holdt fast i sin chance ved at slå bundproppen Furesø 10-8 i en kamp, hvor Lasse Vad og Nicolaj Søberg blev helte ved at vinde begge deres matcher, så det gik trods savnet af Victor Østerby og Marcus Helligkilde, der spillede hhv. Nordic League og Challenge Tour.
Et enkelt medie mente, at Eventyr dermed var sikker på at være i slutspil, men hvis Kokkedal sluttede af med at besejre Furesø – og det gjorde de i den grad med 16-2 – mens Smørum besejrede Eventyr, gjaldt det indbyrdes regnskab mellem de tre, der delte førstepladsen.
Med lørdagens hold havde Smørum næppe haft en chance, men Østerby og Helligkilde var tilbage og demonstrerede et af Danmarksturneringens evige problemer:
Forskellen på holdenes styrke fra dag til dag.
De to hjemvendte scorede 7/8, og på en eftermiddag, hvor de kulsorte skyer åbnede for sluserne, men uden torden, vandt Smørum single efter single efter at have vundet foursomes med 4-2 – to af tre matcher blev delt. Mikkel Sø var eneste fynbo, der nåede til hul 18, men hans halvering var ikke nok.
15-3 til Smørum, men ingen turde fejre noget, før stillingen på computeren havde vist, at sejren præcis var stor nok, og at de mod alle odds havde snuppet 2. pladsen.
Gyttegaard ned igen
Gyttegaard er et andet eksempel på varierende styrke. Tvillingerne Højgaard spiller naturligt først og fremmest, hvor det gælder deres egen fremtid, og selv om det lykkedes at besejre Kolding 10-8 i næstsidste runde, var det en stakket frist. Søndag skulle Aalborg have været besejret for at få forlænget opholdet på højeste plan, men nordjyderne vandt den kamp 14-4.
Stjernerne var hjemme
Lørdag rådede de regerende mestre fra Smørum i damernes østkreds for første gang i år over såvel Nanna Koerstz Madsen som Emily Pedersen og sejrede 9-3 over Kokkedal. Da Hillerød med Nicole Broch Larsen vandt 8-4 over det unge, talentfulde hold fra Helsingør, gjaldt spændingen søndag, om Kokkedal eller Helsingør kunne opnå uafgjort eller bedre mod hhv. Hillerød og Smørum – ellers reddede helsingoranerne sig på at være bedst indbyrdes.
Det blev ikke rigtigt spændende. Kokkedal blev massakreret 12-0 af Hillerød, for hvem Sarah Bills Skovgaard i weekenden scorede 7/8, mens Helsingør dog begrænsede deres nederlag til 4-8 og reddede livet.
Odense kom tæt på
I vestkredsen tabte Odense de første tre kampe, men var derefter ubesejret i de tre resterende. Sejren 8-4 over Mollerup betød, at sejr søndag samtidig med, at Mollerup tabte en direkte kamp om en slutspilsplads mod Aalborg, ville give en frelsende tredjeplads.
Dårlige odds, men odenseanerne fik uafgjort mod Vejle, og så blev det de to indbyrdes kampe mod Mollerup, der afgjorde sagen til århusianernes fordel.
Semifinalerne
Slutspillet afvikles 14-15. september hos Aarhus GK, hvor semifinalerne ser således ud:
Damer: Vejle – Hillerød. Smørum – Aalborg.
Herrer: Brønderslev – Smørum. Kokkedal – Kolding.
Så bliver det spændende, hvem der kan stille i stærkeste opstilling.