Slotsbanen ved Lejre må høre for en del. Nogle kalder den lede bane for LEDEborg. Også fordi man leder en del. Det image passer ledelsen fint. Kom forbi, siger de. Og kom igen.

“Vi står fuldstændig inde for at have en bane, som folk elsker at hade.”

Den selvsikre bemærkning kommer fra Claus Rasmussen, administrationschef i Ledreborg Palace Golf Club. Han vil gerne have gæster, men de må især gerne komme igen.

“Mange tænker, at banen er umulig at spille, når de spiller her første gang. Men når de kommer tilbage, begynder der at komme mening med galskaben.”

Og hvad er så lige den galskab, som Nick Faldo satte i værk i det bølgende sjællandske jagtlandskab omkring slottet ved Lejre?

Banens identitet – roughen

For det første er banen kendt for sin rough. Det høje græs har slanke rødsvingelstrå, så det er ikke umuligt at finde bolden, ejheller slå den godt ud. Men roughen fylder bare så meget, at man bør få adskillige præmier for at holde sig fri af den.

“Den er speciel og den er hård,” medgiver Claus Rasmussen.

Af samme grund sender Rasmussen mig ud på det åbne baneanlæg med en formaning om ikke at sigte efter mere end 25 stableford-points. Det når jeg på et hængende hår, men det rækker kun til en andenplads i vores lille tobold på dagen.

“Mening med galskaben betyder blandt andet, at vi plejer at klippe ti meter ind i roughen. Så har du semi, semi-semi og så rough. Men det er først efter klubmesterskaberne.”

Ung og golfeffen klub

Med andre ord er klubmesterskaberne på Ledreborg Palace en giftig omgang. Både på alder og handicap ligger klubben vel under landsgennemsnittet. Banen er nemlig Danmarks største, målt på det areal den dækker. Så man skal gå en del. Men ligesom de smukke rough-klipninger er gåturene, privatlivet og naturen en afgørende del af golfoplevelsen. Hvis man vælger vide, åbne landskaber som Ledreborg, må man tage de halvlange gåture med.

Teesteder

Ellers er der en velvoksen buggyflåde. Overvej det inden spil. Det gør medlemmerne, som får hjul på for kun 150 kroner, hvis de har rundet de 60. Men ingen biler i den fine rough.

Overvej også valg af teested. Det gør medlemmerne i den grad også. Sådan er Nick Faldo-banen nemlig tænkt fra bunden. Det vil sige ikke bare kortere teesteder men også mere gunstige vinkler, hvor visse bunkers og dele af den optårnende rough tages ud af spil

“Vi gør meget ud af, at både medlemmer og gæster finder det teested, der giver dem den bedste oplevelse.”

Faldo og co. fandt behov for mange teesteder, hvilket var forud for sin tid. De fandt også behov for hele 130 bunkers. Godt nok er anlægget enormt, men nogle af dem må med tiden vise sig malplacerede. Det forpligter, at Nick Faldo lægger navn til banen. Det lærte Ledreborg på den hårde måde, da man forsøgte at fjerne en række bunkers, som sjældent blev besøgt.

“Spørg mig ikke, hvordan de fandt ud af det. Men vi fik et brev om, at vi såmænd var velkommen til at ændre på banen. Men så skulle vi fjerne Faldo-navnet.”

Sådan skrev den engelske legende, der er kendt for at være en hård golfhund.

Store armbevægelser – og så små

I årene op til finanskrisen kom Ledreborg frem som Danmarks nye mesterskabsbane og kæmpeprojekt. Efter krisen lod man smart nok klubben gå konkurs og kom ud af en gæld på 20 millioner kroner. I dag er økonomien sund, selv om Claus Rasmussen da ikke holder lukket for optag i klubben, der aktuelt har små 800 medlemmer.

Store vidder og endnu større greens

Total golfoplevelse i Ledreborgs åbne jagtlandskab

Ledreborg skal spilles med store armbevægelser og høj himmel over hovedet. Det lægger landskabet ligesom op til. Det lægger også op til kulturhistorie. Åbningshullet hedder Iskælder Mark, fordi der fra gammel tid ligger en underjordisk kølehule ved siden af. Par-5-hullet lægger nu alligevel op til en varm start. Hvis man vel at mærke forstår at skære hjørnerne af og gøre hullet kortere, end det er. Allerede her ser man tydeligt, hvordan Nick Faldo med seks forskellige teesteder ville have bredden med ud at spille golf. De kortere tees er ikke bare kortere. De er anlagt nede i krogen til venstre, med tilforladelig vinkel og ikke mindst udsyn til andet end forhindringer.

Rough og greens

Banen forsvarer sig med længde, store til tider enorme greens, og ikke mindst rough. Nyd synet af de flotte klipninger, og prøv at styre udenom. Hvis ikke det lykkedes, skal man have det skarpe blik frem for at se, hvor bolden gik ned. Vær forberedt og indstillet på 3-putts eller værre. Det giver ikke meget mening for elitespillere at tælle greens i regulation. For der er ikke noget regulært over de varierede greens. De er både sjove og udfordrende uanset hastighed på dagen.

Brede fairways med smalle stykker

Banen forsvarer sig også med bunkers. De er store og der er mange af dem. Nogle af dem er til overs, eksempelvis på hul 8, hvor de ligger i et hjørne, hvor man alligevel er ude af position og rigeligt straffet. På hullerne 3 til 7 får man godt indtryk af banens kendetegn: Det handler meget om vinkler, længde og skiftevis brede og smallere afdelinger af fairways. Enten navigerer du, eller også slår du helvedes langt. Hul 6 med navnet “Lille knae” er det bedste eksempel på leddelt design af et golfhul. Hul 9 er det smukkeste, et par tre gennem en passage af læhegn som ender i en green, der kræver boldkontrol.

Bagni

Det smukke korthul markerer ikke overgangen til noget fundamentalt anderledes. Bagni er dog mere varieret hul til hul. Hul 10 og 14 taler pænt sammen som driveable par-4-huller for de længstslående. Igen er det vinklerne og risikovilligheden, der dikterer, om du undgår banens hovedaktør, som er roughen. Som på alle store mesterskabsbaner slutter hulforløbet med drama. Hul 16 er igen risk-reward ind til en af de få greens på banen med gennemsnitsstørrelse. Men den er tværgående og svær at ramme. Sytten er kort par 3, hvilket også opfylder traditionen om, at en hulspilsmatch bør afgøres på næstsidste hul.

Fasan

Afslutningshullet er et kapitel for sig, især fra bagklodserne, hvor vi strejfer de 600 meter. Bølgende og igen vinkeludfordrende op mod et vinkelret knæk, mens slottet pibler op i horisonten. Min medspiller på dagen kræver gratis fasan på slottet, fordi vi har klaret os igennem den til tider strabadserende bane. Vi nøjes med udsøgt skaldyrssuppe i klubrestauranten, der bærer det rammende navn Fasaneriet.

 

Forrige artikelGolfbladet – Juli 2024 (2)
Næste artikelDanske juniormestre fra Søllerød og Kolding