Der er ikke langt fra Hornbæk Golfklub til Hornbæk Strand, som er kendt som en af landets bedste badestrande. Og nu bliver der endnu kortere til en helt anden berømt strand, nemlig Pebble Beach i Californien og den legendariske Pebble Beach Golf Links. Den verdensberømte bane er en af mange velkendte baner, der kan spilles på i det nyåbnede SIM North-center i Hornbæk Golfklub.
Af Michael Lermark
Efter et halvt års byggeri stod det nye hus færdigt i september, og siden har først håndværkere og derefter specialister fra Trackman arbejdet hårdt på at få interiøret på plads til åbningen den 10. oktober. SIM North byder på fire spritnye og topmoderne Trackman-simulatorer samt et lille loungeområde med sofa, borde og stole samt automater med drikkevarer m.m.
De fire simulatorer er udstyret med den nyeste Trackman-teknologi, og én af dem har endda to ekstra high-speed kameraer, hvor man kan få endnu flere oplysninger om sit sving, boldtræf og hvad der ellers er værd at vide. I det hele taget kan intet skjules for den moderne teknologi. Man får råt for usødet alle vigtige og relevante informationer om sit sving og kan på den måde let finde sine svagheder, som man bagefter kan arbejde på at forbedre. Der er naturligvis også mulighed for at få undervisning med den lokale pro i en af simulatorerne – året rundt.
Men hvad får Hornbæk Golfklub til at bruge 6 millioner på SIM North?
– Vores mission er at gøre Hornbæk Golfklub til en 365-klub. Altså et sted, hvor der er gang i den hele året. Samtidig havde vi længe haft et stort behov for nogle mere tidssvarende omklædningsfaciliteter for vores medlemmer, og så besluttede vi at bygge begge dele i én og samme bygning, fortæller Peter Juul Hansen, manager i Hornbæk Golfklub.
Det store hus rummer nemlig også Hornbæk Golfklubs helt nye omklædningsrum med moderne faciliteter. Bygningen er opført med viden om, hvad den skulle bruges til, og derfor må man glæde sig over den gode støjdæmpning og fløjlsbløde akustik, der er i rummet med simulatorerne. I det hele taget føler man sig godt tilpas i lokalerne, og de fire båse med tilhørende store lærreder er tillokkende.
Det nye center er tænkt til at betjene både klubbens medlemmer og golfspillere i Nordsjælland samt hele nordkysten af Sjælland. Man kan frit vælge mellem mere end 380 golfbaner fra hele verden heriblandt mange af de mest berømte baner i verden. Vi har nævnt Pebble Beach og kan tilføje St. Andrews Old Course, Golf National i Paris, den kommende Ryder Cup-bane i Irland, Adare Manor, Pinehurst No. 2, Wentworth og mange andre.
Alle kan få adgang til dette overflødighedshorn af golfperler hos SIM North, men det kræver et medlemskab af SIM North for at få adgang til diverse rabatter. Er man medlem af Hornbæk Golfklub, er man automatisk medlem af SIM North. Desuden findes der en fordelagtig ordning for medlemmer af Kongegolfsamarbejdet (Hornbæk, Asserbo, Fredensborg og Gilleleje). Alle andre kan frit melde sig ind. Endelig kan man komme ind fra gaden og booke en tid uden medlemskab af SIM North og uden krav om medlemskab af en golfklub.
- Ordningen for Kongegolferne er vi rigtig glade for. I forvejen har vi et stærkt og gavnligt samarbejde i de fire klubber, og med SIM North får medlemmer i alle fire klubber glimrende mulighed for at holde svinget ved lige hen over vinteren, siger Peter Juul Hansen.
Det er ikke alle, der har prøvet at spille golf i en simulator, og for nogle kan det være en teknisk udfordring at skulle betjene og sætte en runde op på en simulator. Men det skal de kommende gæster og mulige indendørsdebutanter ikke være bekymrede for.
- Vi vil selvfølgelig være behjælpelige for dem, som aldrig har prøvet det før. Allerede i den mail, man får når man har booket en tid, vil der være en vejledning, man skal følge. Desuden har vi en ordning, så det med et tryk på en knap i simulatoren er muligt at få kontakt til en vagthavende, som kan hjælpe, hvis der skulle opstå problemer. Vi afholder også introduktionsdage her i løbet af efteråret, hvor man kan lære at bruge simulatorerne, fortæller Peter Juul Hansen.
En vigtig forudsætning for brug af SIM North er, at man skal have downloadet TrackMan-appen på sin telefon. For det er gennem den, at man sætter sin runde i simulatoren op, og i øvrigt får sit indendørshandicap.
SIM North agter løbende at afholde diverse begivenheder, bl.a. turneringer med sponsorer og præmier, fitting med udstyrsproducenter og selvfølgelig undervisning med klubbens egen pro.
Hvad så med åbningstiderne? De er meget gavmilde, man kan nemlig boltre sig i SIM North 365 dage om året, mandag til fredag fra 7.00 – 23.00 og lørdag og søndag fra 7.00 – 22.00.
Priserne undlader vi at skrive om, da der findes en række forskellige løsninger, dels for medlemmer af Hornbæk Golfklub, dels for Kongegolfere, dels for øvrige medlemmer, og dem, som ikke er medlem, og endelig findes der også erhvervs-/sponsorløsninger for firmaer osv. Vi anbefaler at læse mere om priser, medlemskaber og meget mere om SIM North på hjemmesiden: