Spænding om sejren var der aldrig, da engelske Georgia Hall i noget, der vel bedst kan betegnes som cruise control, vandt Aramco Saudi Ladies International i -11.
Men set med danske briller blev det en fin søndag, for Emily Kristine Pedersen var dagens næstbedste spiller med en 67’er (-5) og sluttede alene på fjerdepladsen i netop -5. Johanna Gustavsson fik med en birdie på sidste hul del i andenpladsen i -6 sammen med tjekkiske Kristyne Napoleaova.
Amerikanske Kelly Whaley tangerede banerekorden med en 63’er og Leonie Harm fra Tyskland lavede hole-in-one på 8. hul.
JB lå på lur
I Sydafrika dominerede hjemmebanespillerne i Steyn City Championship, hvor Joachim B. Hansen længe lå til en reel topplacering. Dagen igennem lå han og boblede omkring en femte-til en tredjeplads, meget mere skulle man ikke håbe med et ordentligt hul til Shaun Norris og Dean Burmester. Desværre var der for få birdies på kortet, og en dobbeltbogey på par5-hullet 16. kostede en håndfuld placeringer. Han kom dog hurtigt op på hesten igen med en birdie på 17. hul og sluttede på femtepladsen i -18. En rigtig god turnering af ham.
Dean Burmester indhentede 4 slag på Shaun Norris, men det viste sig at være spildt arbejde. På 17. fik Burmester dobbeltbogey, mens Norris fik birdie og så var spændingen pludselig fordampet netop som man havde forberedt sig på et omspil. Norris sluttede -25, Burmester -22.
De to var netop feltets to højest rangerede spillere, og sejren var Norris’ 10. i karrieren, dog hans første på DP World Tour. Oliver Bekker og Matti Schmid delte tredjepladsen i -19.
Niklas Nørgaard Møller gik -6 og rykkede op på delt 21. plads, mens Marcus Helligkilde gik -4 og sluttede på delt 60. plads.
Foto: Georgia Hall (c) Tristan Jones/LET.