Stifteren af Danmarks Golfmuseum, læge Erik Halling er død. Vi har modtaget nedenstående nekrolog fra Chr. Juel, formand for Dansk Golfhistorisk Selskab.
Erik Halling bliver begravet på fredag 12. juni kl. 13 fra Sct. Nikolai Kirke i Vejle.
Nekrolog Erik Halling
Erik Halling, læge og stifter af Danmarks Golfmuseum, er fredag den 5. juni 2020 død, 93 år.
Det var i efteråret 1987, at den vejlensiske læge åbnede Danmarks Golfmuseum under beskedne forhold i kælderen under hans og ægtefællens villa på Bøgevang i Vejle. Her var der åbent ”efter aftale”.
Tre år tidligere havde Erik Halling været inviteret af et medlem af The Royal and Ancient Golf Club i St. Andrews i Skotland til at overvære afviklingen af The Open. Det var her, at han fik ideen til et dansk golfmuseum efter at have beundret den fine samling af golfrekvisitter på det britiske golfmuseum.
Erik Halling blev hurtigt klar over, at et privat museum ville få det svært økonomisk, så han inviterede i januar 1988 to golfvenner, Søren Berggreen og Jan Skanderup, til at oprette ”Foreningen Danmarks Golfmuseum”, i dag Dansk Golfhistorisk Selskab.
I 1992 fik Danmarks Golfmuseum til huse i en ejendom i Grønnegade i centrum af Vejle og tre år senere flyttede museet til det nuværende hjemsted: Munkebjerg Hotel ved Vejle Fjord.
I årenes løb er golfmuseets samlinger vokset markant, så det i dag er blandt de mest velanskrevne på verdensplan med såvel danske som udenlandske golfklenodier, samt bidragyder til historien om en for længst svunden tid for ”the noble art of golf”.
Frem til 2008 var Erik Halling daglig leder af museet og en af de bærende kræfter, når der blev forsket i dansk og udenlandsk golfhistorie. Han var i 2005 forfatter til bogen ”Golf i de gode gamle dage”.
Efter at have trukket sig fra sin bestyrelsespost i Dansk Golfhistorisk Selskab i 2008 blev Erik Halling udnævnt til æresmedlem af foreningen; men han bevarede til sin død den store interesse for golfsportens historie.
Foto: Fra åbningen af Danmarks Golfmuseum på Munkebjerg. Erik Halling står yderst til højre.