Der er gået tre måneder siden GOLFBLADETs seneste udgivelse – hvad er der egentligt sket siden da?

Tro endelig ikke, at golfverdenen ligger stille, selvom det er vinter og de fleste klubber kører for nedsat blus.
Der er sket ikke så lidt endda siden GOLFBLADET sidst udkom i de døende dage af november.
Apropos ’døende’, så handler et par af vinterens sørgelige historier om både dødsfald og det, der ligner. Lad os starte med det sidste og historien om, at Skjoldenæsholm Golfcenter lukker og slukker.
Golfcentret, der var ’talk of the town’ da det åbnede for lidt mere end 25 år siden er lukket og slukket. I hvert fald indtil videre. Ejerne af Skjoldenæsholm kastede allerede i efteråret håndklædet i ringen og tilbød at sælge anlægget til klubben på stedet for et symbolsk beløb. Man magtede ganske enkelt ikke længere at drifte de to 18 hullers golfbaner, hvoraf især Robert Trent Jones II-banen må siges at høre til blandt landets bedste.
19. december måtte formanden for Skjoldenæsholm Golfklubs bestyrelse, Rune Nørgaard, opgive at finde en løsning på klubbens problemer, for med blot 275 medlemmer tilbage var der ingen chance for at man kunne fortsætte driften. ”Det er slut”, sagde han og når de få tilbageværende medarbejdere, som ikke har fået løn for december måned, har indgivet konkursbegæring,½ opløses klubben.
”Det er en katastrofe.,” udtalte en af golfcentrets ejere, Flemming Evald Jørgensen til Golf.dk og pointerede, at klubbens medlemmer i mange år har nydt godt af at spille på to baner til samme pris som andre betaler for én, men at man ikke længere kan smide penge ned i et stort, sort hul.
Den tidligere direktør for Skjoldenæsholm Golf Center, ex-tourproen Peter Jespersen, blev opsagt i efteråret, men tiltrådte ved årsskiftet i Cart Care Danmark, der står for salg og distribution af golfbilmærket Club Car, og skal her forsøge at få flere danske klubber til at købe golfbiler til udlejning.

Baner lukker
Mens det er usikkert hvad der skal ske med banerne i Skjoldenæsholm og tvivlsomt om der nogensinde skal spilles golf der igen, så vil der formentlig stadig blive spillet golf på Brundtlandbanen i Toftlund. Men fremtiden er alligevel noget usikker, for også der har den mangeårige ejer, Eivind Dam Jensen, mistet tålmodigheden og vil ikke tage større tab på anlægget end det tocifrede millionbeløb, det angiveligt har kostet de senere år. Han har opsagt personalet og lukket banen, men omtaler det som et ’time-out’. Han ser gerne, at der fortsat spilles golf i Toftlund, blot ikke længere for hans penge.
Også på Læsø har økonomien givet golfklubben udfordringer, men her handler det ikke om hverken klub eller bane, derimod om den svenske ejer af de feriehuse, der ligger på anlægget. Han er gået konkurs. Golfklubben har overtaget banen, og nu vil tiden vise hvad der skal ske med de udmærkede feriehuse.

Tour-samarbejde
Og så til det reelle dødsfald. I januar mistede den internationale golfverden én af sine allerfineste golfbanearkitekter, da amerikanske Pete Dye døde 94 år gammel. Pete Dye var bedst kendt som manden bag TPC Sawgrass banen i Florida, hvor der hvert år spilles The Players, men han stod bag et hav af fremragende golfbaner, som han blandt andet skabte i samarbejde med sin hustru Alice, som døde sidste år. Pete Dyes to sønner bærer dog arven videre. De er begge anerkendte golfbanearkitekter.
Er der virkelig kun sket triste ting siden udgangen af november, vil man måske spørge. Nej da. Benjamin Poke vandt European Tours Q-school i overlegen stil i november, og Rasmus Højgaard fik også et tourkort for en femteplads på Q-school. Han skulle ikke bruge lang tid før han vandt turneringen på Mauritius. Fantastisk!
Sejren betød også, at Rasmus Højgaard blev kåret til ’månedens spiller’ på European Tour for december.
EM-pigerne fik Den Gyldne Golfbold (læs om det andetsteds) og så besluttede nogle af vores dygtige amatører at blive professionelle. John Axelsen fra VM-holdet bliver pro, når collegesæsonen i USA er slut, Louise Markvardsen fra Danmarksmestrene Smørum turnede ved årsskiftet og markerede overgangen med et Hole-in-One ved LET’s Pre Q-school på La Manga. Sammen med Line Toft Hansen og Linette Littau Dürr Holmslykke gik hun videre til den egentlige Q-school men ingen af dem formåede desværre at få et fuldt kort.
Apropos Ladies European Tour, så indgik touren i vinter et samarbejde med storesøster LPGA Tour, som reelt betyder, at LPGA køber sig ind på LET, og siden har man løftet sløret for et formaliseret samarbejde med mændenes European Tour, alt sammen for at styrke den hensygnende kvindetour. I januar vendte den tidligere direktør og tidligere spiller Alexandra Armas tilbage til chefstolen på LET.
Afrasia Bank Mauritius Open - Day Four Getty Images
Tillykke
Mens Lucas Bjerregaard ikke rigtig har succes med golfkøllerne for tiden, så går det bedre i privatlivet. Han blev gift med sin mangeårige kæreste Henriette i vinter.
Og der florerer rygter om, at Thorbjørn Olesen midt i alle elendighederne omkring hans retssag for seksuel chikane og drukkenskab ombord på et fly fra USA til London, har friet til sin engelske kæreste. Om det er sandt ved vi ikke, for Thorbjørn er stadig i 100 procent flyverskjul og har lukket ned for al kommunikation med offentligheden.
I USA fyldte en af de helt store, Jack Nicklaus, 80 år. Golfspillet dyrker han i dag kun på hyggeplan, men han er stadig ét af de mest respekterede mennesker i branchen. Det kan man ikke just sige om Patrick Reed, der i december blev taget i åbenlyst snyd til Tiger Woods’ Hero Golf Challenge, og overalt hvor han kommer modtages med buhråb og det, der er værre. Det motiverer ham åbenbart, for han var med til at vinde endnu en President’s Cup for USA, og har indledt 2020 med et omspil på Hawaii og en sjetteplads på Torrey Pines.
Vi slutter vores lille vinteroverblik med endnu et trist dødsfald. På årets første dag døde Smørum Golfklubs populære holdleder for Dame-eliteholdet Henrik Nielsen, bedre kendt som ’trimmeren’ på grund af sit ejerskab af virksomheden Kabeltrimmeren Aps. Henrik Nielsen blev bare 51 år.

Forrige artikelLandsholdstrupperne 2020
Næste artikelNy Tour måske under opsejling
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.