Vejret var med arrangørerne af Ferie for Alle i Herning Messecenter. Fra morgenstunden var der totalt trafikkaos af tilstrømmende nysgerrige, af hvilke en stor del kom for at gæste hallen med golf.
Det store talkshow med Thomas Bjørn var et tilløbsstykke, og på begge sider af det blev ‘bjørnen’ fotograferet sammen med Ryder Cup-trofæet i LEGO-klodser eller sammen med golfspillere i alle aldre.
Mange danske golfklubber benytter muligheden for at gøre reklame, og DGU er også mødt frem, bl.a. med udstilling af Eisenhower Trophy, trofæet i VM for hold, som Danmark i 2018 vandt for første gang.
Stort set alle rejseudbydere var tilstede, og der vil blive rejst umådelig meget af danske golfspillere i år. Det var næsten utroligt, så mange fornemme rejser der blev erhvervet i dagens løb.
Der var demonstration og salg af udstyr, golftøj, højskoleophold og meget, meget mere – og så skal man ikke undervurdere gensynsglæden, når de mange, der møder op på messen år efter år, træffes igen.
GOLFBLADET har sin egen stand, der også blev flittigt besøgt og utvivlsomt vil blive det igen, når messen fortsætter hele weekenden.