Denne uge er den første, hvor den ’nye’ Asian Tour for alvor spiller med musklerne i forhold til DP World Tour og PGA Tour.

Det er i denne uge at PIF Saudi International spilles i sit nye regi, med 5 mio. $ i præmiesum og et uhyre stærkt felt af verdensstjerner, som (vist nok) har fået lidt mere end blot en flybillet og en uges gratis overnatning i Economic City ved Jeddah, for at komme og kaste glans over arrangementet, der er finansieret af den saudisk ejede Investerings Fond, PIF, som bl.a. også ejer den engelske Premier League-klub Newcastle, som nu trods status af bundhold anses som verdens rigeste fodboldklub.

21 spillere fra verdens Top50 er med i Saudi. Det betyder at det er denne uges stærkest besatte turnering og det er formentlig ikke sket før at en enkeltstående turnering tællende til Asian Tour er stærkere end både uges turnering på DP World Tour og PGA Tour.

Pressede tours

Den nye turnering på DP World Tour, Ras al Khaimah Championship, som ganske vist også har arabiske oliepenge i ryggen, har ’blot’ 2 mio. $ i puljen, og ikke én eneste top50-spiller i feltet.

Også AT&T Pebble Beach Pro-Am på legendariske Pebble Beach i Californien på PGA Tour er hårdt ramt af den saudiske ’lønfest’. Her kan man prale af 10 Top50-spillere, men bortset fra sidste år, midt under coronakrisen, har feltet ikke været svagere i mange, mange år.

Vi skal lige pointere, at præmiesummen på Pebble Beach er 8,7 mio. $ og altså større end både Saudi International og Ras al Khaimah Championshp – tilsammen!

Dansk-amerikanske Trevor Simsby er med i Saudi qua sit medlemskab af Asian Tour, og ikke færre end 10 danskere er inde i Ras al Khaimah – faktisk er Marcus Helligkilde (84), Rasmus Højgaard (99) og Nicolai Højgaard (100) feltets hhv. 6., 8. og 9. højest rangerede spillere, så ud fra det parameter tør vi næsten love, at der næppe kommer større teoretisk chance for en dansk sejr på touren i denne sæson.

Sendetider

V Sport Golf/Viaplay sender fra Ras al Khaimah fra kl. 9.30-14.30 (14.00 i weekenden), og på Viaplay fra Saudi International fra kl. 9.00-11. og igen fra 12.30-15.30 (torsdag-fredag) og fra 9.30-14 i weekenden. Sendes desuden forskudt på V Sport Golf.

Discovery+/Eurosport sender live fra Pebble Beach fra kl. 21 (torsdag-fredag – bemærk at det er på Eurosport 1) og kl. 19.00 (lørdag-søndag)

Desuden spiller LPGA Tour i Fort Myers, Florida. LPGA DriveOn Championship, med både Nanna Koerstz Madsen og Emily Kristine Pedersen (sæsondebut). Herfra sender V Sport Golf/Viaplay fra kl. 17-20.00 torsdag-fredag og fra 20-23.00 på finaledagen, lørdag.

Foto: Kevin Na og Jason Kokrak er bare to af top50-spillerne der er med i Saudi International i denne uge. (c)Getty Images

Forrige artikelAsian Tour offentliggør The International Series
Næste artikelNH Collection Copenhagen: 5-stjernet hoteloplevelse i hjertet af København til en perfekt golfweekend
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.