En naturskøn, bynær bane med gode faciliteter gør Haderslev Golfklub attraktiv.
En kæmpestor tavle med informationer er det første man møder når man begiver sig til 1. hul på Haderslev Golfklubs bane. Klubben kan nemlig godt lide, at holde både medlemmer og gæster godt orienteret, og det er da en strålende idé som mange andre klubber kunne lære meget af, for det giver en god stemning.
Stemningen i den sønderjyske klub er i det hele taget god. Det mærker vi, da vi står og venter på at slå ud. Hyggelige mennesker, der griner og ser ud til at nyde hinandens selskab. En flink, hjælpsom og imødekommende baneservicemand (frivillig naturligvis), der lige sørger for, at man ikke slår ud før tiden. Hvorfor skulle det nu være så vigtigt? Jo, banen er temmelig kort, og har også en del blinde huller, så hvis man kommer lidt hurtigt af sted risikerer man dels at komme til at stå i kø på travle dage, dels kan der opstå farlige situationer. For eksempel allerede på 2. hul, der er et ganske kort par4 op over en bakkekam, hvor man ikke kan se green. Langtslående spillere kan allerede dér risikere at ramme holdet foran, hvis man ikke holder afstand og holder sig godt orienteret.
Det er stærkt kuperet bane, men også en bane, som trods en umiddelbar beskeden længde, blot 5.202 meter fra de bagerste tees, alligevel viser sig at være ganske udfordrende. Mange greens ligger højt i forhold til fairway, der er del out of bounds – meget i højre, så slicere kan godt forberede sig på en svær runde. Desuden er roughen ganske tyk, når man kommer ud i den, og så er greens meget kuperede.
Da jeg besøgte banen i begyndelsen af juni var greens til den langsomme side, men rullede rent. Måske var det godt, at de ikke var hurtigere, for så kunne det være endt i det rene cirkus.
Banens bynære beliggenhed er helt ideel. Der ligger nogle af Haderslevs mest eksklusive boligkvarterer i direkte forbindelse til og med udsigt over banen, som er anlagt i en dalsænkning. Nye boligområder er ved at skyde op på vej ind mod klubhuset, på veje, der har fået navne fra golfens vokabularium.
Beliggenheden betyder at man har gode muligheder for medlemsrekruttering, og klubben opererer da også med et attraktivt prøvemedlemskab, så man kan opleve klubånden og den gode stemning på nærmeste hold inden man træffer endelig beslutning om indmeldelse. Formanden Povl Arne Høier fortæller, at man er godt tilfredse med fastholdelsen.
Vi spiller runden sammen med Povl Arne, hans kone Jytte og Haderslev Golfklubs restauratør, Kim Koch, der alle kan fortælle om mange løbende initiativer for hele tiden at holde banen så god som muligt, og styrke golfoplevelsen.
Haderslev har en fin pay & play, der er en god introduktion til golfspillet og mange udmærkede faciliteter.
Det lange og det korte
Der er som nævnt rigtigt kønt på banen. Mange velvoksne træer og en del søer og vandløb. Man har for nylig fået anlagt en ny sø mellem 10. og 12. hul, man fik den gratis af kommunen, fordi en nedlagt sø andetsteds i byen skulle erstattes. Banens signaturhul er 7. hul, hvor et vandløb to steder krydser fairway og ellers løber drilsk langs hele hullets højre side. Green ligger højt, og er vanskelig at ramme, desuden falder green forræderisk væk til højre og er svær at læse.
Det efterfølgende hul er hele 528 meter fra gul tee (474 fra rød) med høje træer ned langs venstre og en skrånende fairway. Også her viser greenen sig at være mere drilsk end den syner, og det er mere end almindeligt bittert at gå fra dette lange hul med en bogey efter at have puttet for en birdie.
Lige så langt 8. hul er, lige så kort er 13., der er et af Danmarks korteste par3 huller med på papiret bare 96 meter. På dagen målte det tilmed blot 85 til flaget. Greenen er lillebitte, det må være landets mindste green på en ordinær bane og en lille sø og tre bunkers beskytter den godt. Ifølge formanden er det det hul i Danmark, hvor der laves flest hole-in-ones, og i det hele taget er Haderslev godt med i dén statistik; 16 hole-in-ones blev der lavet i 2016 alene.
Med formandens ord er Haderslev Golfklub en gennemsnitlig breddeklub. ”Medlemsskaren er broget og afspejler meget godt den by som Haderslev er. Stemningen er meget usnobbet og afslappet. Vi har hele syv klubber-i-klubber, og de er særdeles gavnlige for det sociale liv, som er vigtigt for klubbens ve og vel. Især seniorafdelingen er stor, en af landets største, tror jeg,” siger Povl Arne Høier, der også hæfter sig ved kontinuiteten i medarbejderstaben. Både chefgreenkeeper og pro har været i klubben i nær ved to årtier, og restauratøren er i gang med sin niende sæson. På det seneste er man så småt begyndt at få gang i en juniorafdeling igen, noget som ellers, trods den ideelle beliggenhed har stået lidt i stampe i en årrække. ”Mange af de nye medlemmer, vi får i øjeblikket, er noget yngre end gennemsnittet og det anser jeg som meget positivt,” siger Povl Arne Høier, der har boet adskillige år i USA og har taget nogle ideer med sig derovre fra. Således afholdes et ’9 & Dine’-arrangement med ni hullers golf inden en god middag og man indfører midt imellem-matcher for de medlemmer, der befinder sig i det farlige limbo mellem kanin-stadiet og omkring handicap 30.
Banen undergår hele tiden forbedringer, og så sent som for to år siden måtte man vende driving range om på grund af et nyt boligbyggeri. Det har blot givet bedre træningsforhold, og næste etape handler om at få bygget overdækkede udslagssteder.
Det er med andre ord en klub i konstant og levende udvikling.