Den 20-årige sydafrikaner Aldrich Potgieter (billedet/ Getty) blev tidligere i år den yngste vinder til dato på Korn Ferry Tour og havde før det en fornem amatørkarriere i Australien, hvortil hans familie flyttede, da han var nogle få år gammel. Derfor er det egentlig ikke nogen sensation, at han før sidste runde fører Nedbank Golf Challenge. Det er det derimod, hvordan han gjorde det, og at han er tre slag foran.
Luften over Gary Player CC i Sun City var 40 grader, så det var imponerende, at alle ikke brugte shorts. Der var en frisk vind, og greens er drilske, og igen oplevede man, at spillere nåede at føre, før de faldt et godt stykke bagud.
Godt inde på bag-9 kom Potgieter i spidsen, og som ved et trylleslag var han tre forud, bl.a. fordi han havde marginalerne på sin side, når han skulle hole lange parputts. Til gengæld behøvede han ingen gunstige marginaler, da han fik eagle på hul 14. Hele runder gik i imponerende -6.
Stillingen i toppen er før søndagens sidste runde: 1. Aldrich Potgieter -7 2. Francesco Laporta, Italien og Matthew Jordan, England -4. 4. Max Homa, USA, Jordan Smith, England og Romain Langasque, Frankrig -3.
Potgieter startede dagen i -1, og det kan give den bedst placerede dansker, Thorbjørn Olesen, håb før sidste runde. Han ligger nemlig i -1 efter en moving day uden bevægelse. Han er delt nr. 14, så en superrunde søndag kan bringe ham helt ind i billedet.
Nicolai Højgaard gik også dagen i par og ligger nr. 30 i +2, mens Niklas Nørgaard kom rundt i +2 og ligger som nr. 46 i +5.