Jesper Hagborg Asp gik anden runde af Sand Valley Spring Series Final, den sidste af Nordic Leagues tre forårsturneringer på Sand Valley Resort i Polen i 11 under banens par – en 60’er, som ikke alene var en drømmerunde, men også var hele 6 slag bedre end dagens næstbedste runde, så der var altså ikke tale om at banen var sat lettere op end i de to første turneringer og i mandagens første runde, hvor Filip Jinglöv var rundt i 63 slag.
Svenske Asp var ganske enkelt bare helt overdådigt godt spillende, og drømmerunden, der bestod af ni birdies og en enkelt eagle, bragte svenskeren på 12 under samlet, og et enkelt slag foran norske Andreas Halvorsen, der har gået i 65-66.
Bedste dansker er Sebastian Wiis på fjerdepladsen alene i 7 under par (68-67), mens Søren Broholt Lind (67-70) og Anders Emil Ejlersen (70-67) deler sjettepladsen i -5.
Foto: TTENA