Rory McIlroy, Adam Scott (billedet) og Matt Kuchar ligger side om side på førstepladsen i Genesis Invitational i -10, og de tre skal ud sammen i hvad der vist ikke kan blive andet end en ganske seværdig førerbold i aften dansk tid.
Lige bag dem lurer et par af PGA Tours mere upåagtede navne, Russell Henley og Harold Varner III i -9, og endnu et slag efter blandt andre Dustin Johnson, som man vel ikke bør afskrive helt. Turneringens vært, Tiger Woods, gik helt ned med flaget og gik tredje runde i +5.
Top25
Den ene er sikkert skuffet og den anden rigtigt godt tilfreds. Både Nicole Broch Larsen og Nanna Koerstz Madsen sluttede i Top25 i LPGA turneringen Women’s Australian Open. Nicole havde en Top10-placering indenfor rækkevidde, men gik finalen i 75 slag (+2) og sluttede som nummer 21, mens Nanna var rundt i 70 (-3) og avancerede til 25. pladsen blot et enkelt slag dårligere.
Helt i top hjemførte Imbee Park sejren i -14, trods en runde over par. Hun havde tre slag ned til Amy Olson på andenpladsen. Det var Imbee Parks 20. sejr på LPGA Tour.
Foto: Getty Images.