Tre spillere deler førstepladsen efter første runde af PGA Tourens pengestærke sæsonfinale Tour Championship. Xander Schauffele (billedet), Brooks Koepka og Justin Thomas, der alle er 10 under par, men som jo på grund af det nye ‘jagtstartssystem’ kom vidt forskelligt til resultatet.
Schauffele var dagens mand på East Lake Golf Club med en 64’er (-6), mens Koepka gik 67 og Thomas blot var i par. Han startede dagen i front, men måtte kæmpe hårdt for at hænge på.
Lige efter de tre følger Rory McIlroy i -9 efter en fin 66’er.
Den spiller, der søndag aften står med den laveste score vinder 15 mio. $ af den samlede præmiesum på 60 mio., der skal fordeles mellem de 30 deltagere.
I slutspillet på Korn Ferry Tour, Albertsons Boise Open, kom Sebastian Cappelen godt i gang med en runde i 68 slag (-3), hvilket rækker til en delt 20. plads. Grayson Murray og Charlie Saxon deler førstepladsen i -7, men der er stadig spillere på banen, der kan ændre på det.
Nicole Broch Larsen er lige nu på delt fjerdeplads i CP Women’s Open i Canada, og hun mangler stadig fem huller. Hun er p.t. 5 under par. Annie Park fra USA fører i -8.
Nanna Koerstz Madsen ligger nr. 62 efter 12 huller i par.
Følg livescoring her.
Foto: Getty Images