Landsholdsspilleren Smilla Sønderby har slået et hul på tre slag ned til Top75 i første afdeling af LET’s Q-school på La Manga i Spanien, og dermed står hun med alle muligheder for at spille sig videre til den afgørende Q-school i næste uge samme sted.
Dagens runde på South Course blev spillet i 74 slag (+1), og Smilla er således 7 over totalt på en delt 51. plads. Men da 75. pladsen p.t. deles i +10 ser det altså lyst ud for Kolding-spilleren, der i sommer var med til at skrive et lille stykke dansk golfhistorie ved at være på Ole Miss Universitetets hold, der blev NCAA-mestre i USA.
Smilla Sønderby har fortsat til gode at spille en runde i Q-school under par, men denne uge handler det først og fremmest om at komme videre.
Lisa Pettersson (billedet) fra Sverige fører fortsat. Nu i -9 og med 3 slag til nærmeste forfølger.
Foto: Ladies European Tour.