Patty Tavatanakit / Jake Knapp (billedet/ Getty) vandt den meget underholdende mixed-turnering Grant Thornton Invitational og 1 mio $ til deling i -27, et slag foran Jeeno Thitikul – Tom Kim, der med en birdie på sidste hul kom til -26 og erobrede andenpladsen og 660.000 $. Selv om alle aktørerne har deres på det tørre, gik de alligevel meget op i resultatet af begivenheden, der blev spillet i tre forskellige formater.
Vinderne tog føringen allerede første dag, da de spillede scramble i 58 slag. De holdt føringen gennem anden dags Foursomes og tredje dags reviderede fourball best ball. Her slag alle ud, hvorefter spillerne byttede bolde og spillede færdig.
Jenifer Kupcho – Akshay Bhatia blev nr. 3 i -25. Faktisk havde de en kort overgang føringen efter at have fået eagle på 17, men drømmen om sejr forsvandt med en bogey på 18. På fjerdepladsen fulgte den canadiske duo Brook Henderson/ Corey Conners, der sluttede med en runde i -10 og var tæt på at komme med i opløbet.
Næste begivenhed i USA er næste weekends PNC Championship på Ritz Carlton GC, hvor næsten alle par består af far & søn, bl.a. Tiger Woods med sønnen Charlie og Bernhard Langer med sønnen Jason, men også med nogle kvindelige spillere: Nelly Korda og Annika Sörenstam.