Første hul på Emirates GC i Dubai var fatalt for to af de fire danske spillere på første runde af Omega Dubai Desert Classic. Såvel Thomas Bjørn som Thorbjørn Olesen var startet op bag-9, før de løb ind i dobbeltbogeys, der satte dem kraftigt tilbage.
Bjørn lå i -1 og skulle derefter kæmpe sig tilbage til par, mens Olesen lå i -4, faldt til -2 og blot kunne præstere en enkelt birdie på de resterende huller. Alligevel er han klart bedste danske spiller i -3 som delt nr. 31. Søren Kjeldsen er næstbedst i -1, mens Bjørn og en sygdomsplaget Lucas Bjerregaard ligger som delt 75 i par. Joachim B. Hansen er nr. 90 i +1 efter en runde, hvor han konstant var uvenner med sin putter.
Bemærkelsesværdigt er de to sidst placerede i feltet Richard Sterne som 131 i +6 og David Howell som 132 i +9.
I den anden ende af feltet ligger Matthews Fitzpatrick i -7, et enkelt slag foran ikke mindre end otte spillere, der bl.a. omfatter Bryson DeChambeau, Sergio Garcia og Thongchai Jaidee.