Tiger Woods gjorde søndag aften, hvad der syntes totalt umuligt, da han startede året allernederst på Verdensranglisten: Han vandt Tour Championship på East Lake, Bobby Jones’ bane, og helt passende var hans sejrstrofæ en replika af Jones’ putter Calamity Jane.


TOUR Championship - Final Round Getty Images
Øjeblikket, hvor Tiger Woods igen triumferede efter fem års kamp for karrieren (foto: Getty).

Woods har ikke vundet i fem år og har gennemgået adskillige operationer. Han kan ikke længere løbe, men han kan gå en golfbane så godt som nogen i verden. Han startede sidste runde af FedEx Cup-slutspillet med tre slags forspring, og et sådant har han ikke sat over styr de 23 gange tidligere, han har haft det.

Han startede med en formidabel birdie på første hul, og da det hurtigt stod klart, at hans nærmeste konkurrenter, Rory McIlroy og Justin Rose, begge var skidt spillende, overgik han til safe mode og blev der. Kvaliteten af hans spil dalede på de sidste huller, da han ind imellem var ved at blive blændet af tårer, men sejren til slut var alligevel sikker: 1. Tiger Woods -11. 2. Billy Horschel -9. 3. Dustin Johnson -7. 4. Webb Simpson, Hideki Matsuyama og Justin Rose -6. 7. Justin Thomas, Rickie Fowler, Xander Schaufele og Rory McIlroy -5.

Rose vandt FedEx Cup
Rose skulle slutte i top-5 for at vinde FedEx Cup og de 10 mio. i bonus, men var tæt på at miste denne tilsyneladende sikre triumf. Da han slog ud i 18, lå Woods også til at tage denne triumf, og under vejs havde det endog set ud, som om Dustin Johnson kunne tage hans topplacering på verdensranglisten.

På 18 var hans spil imidlertid på plads igen, og med en birdie sluttede han blot 41 p foran Tiger Woods, men Rose har været så stabilt spillende i toppen hele året, at det var en såvel fortjent som populær sejr.

Publikum hyldede dog Woods mest og gik amok, da sejren var en kendsgerning. Den er god for interessen for golfspillet. Der er formentlig sat nye tv-rekorder under søndagens finale, og at Ryder Cup er næste udfordring, fremgik bl.a. af publikums taktfaste råb, mens Tiger gik op ad 18. fairway: U-S-A, U-S-A.

Tiger satte nye standarder for comebacks. Han har ikke vundet i fem år, men vandt nu sin PGA-turnering nr. 80 og er meget tæt på den førende i den statistik, Sam Snead med 82. Hvad han præsterede i Atlanta, har de fleste anset som umuligt på trods af den fremgang, han har vist gennem hele sæsonen.

Billy Miller fremhævede Woods’ wedgespil, som han mener er bedre nu, end da Tiger dominerede verdenseliten totalt, men driveren sad også, som den skulle, og der var ingen tvivl om, at Woods var den bedste i FedEx-finalen.

Det bliver spændende, om han kan fortsætte i Ryder Cup, som han aldrig har været overbevisende i. Det var i øvrigt stort set alle de europæere, der deltog på Eastlake, heller ikke. Det var en begrædelig slutrunde for Thomas Bjørns tropper. Forhåbentlig, fordi deres koncentration allerede gjaldt Golf National i Paris.

Efter denne weekend kan vi være sikre på, at flere hundrede tusinde amerikanere vil stryge nattesøvnen for at se Ryder Cup lige fra starten på fredag kl. 8 dansk tid, hvilket i USA afhængigt af tidszonerne vil være mellem midnat og kl. 02.

Søndagens sidste runde på Eastlake bød på et drama på mange fronter, og det har kendetegnet alle årets største begivenheder. 2018 har været en fantastisk årgang.

Forrige artikelBountystrande og lækre buffet’er
Næste artikelIkoner tror på Europa
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.