Tiger Woods’ karriere som aktiv spiller halter (bogstaveligt talt) mod en afslutning, men hans indflydelse på PGA Tour bliver til gengæld større.
PGA Tour offentliggjorde i går, at Tiger Woods indtræder som ny spillerrepræsentant i PGA Tours Policy Board, og slutter sig til de fem spillere, som i forvejen sidder med til bords. Dermed får spillerne flertal med seks ud af de 11 pladser i Policy Board, som reelt er tourens bestyrelse, og de kan således nedlægge veto mod beslutningsforslag som for eksempel vedrører den saudiarabiske Public Investment Funds engagement i touren, som tidligere på sommeren kom frem.
Den aftale var forhandlet på plads mellem PIF og to af PGA Tours andre bestyrelsesmedlemmer, formanden Ed Herlihy og Jimmy Dunne, samt tourens commissioner, Jay Monahan. Aftalen knyttede PGA Tour og PIF tæt sammen i et fælles selskab, hvor PGA Tour vil få den sportslige magt, mens PIF vil få den økonomiske kontrol. Det er PIF, som står bag udbryder-touren LIV Golf.
PGA Tour-spillerne var i begyndelsen voldsomt utilfredse med at den nye aftale var forhandlet på plads i hemmelighed, uden at nogle af spillerne var taget med på råd eller var blevet orienteret inden den blev offentliggjort, og kritikken førte til at Jay Monahan måtte sygemelde sig med stress. Han er nu tilbage på jobbet, og har altså lyttet til spillernes kritik.
Udover Tiger Woods, sidder Rory McIlroy, Peter Malnati, Patrick Cantlay, Charley Hoffman og Webb Simpson som Players Directors.
I fremtiden vil alle forhandlinger ske i åbenhed, således at spillerne – i hvert fald deres valgte repræsentanter i bestyrelsen – vil være orienteret og vil kunne komme med input og kritik. En stor gruppe af spillere, herunder en stribe af tourens største stjerner, har tilsluttet sig den nye åbenhedspolitik og tilføjelsen af Tiger Woods i Policy Board.
Foto: Getty Images