Martin Leth Simonsen var milimeter fra sin første sejr som professionel, men Nicolai Tinning vandt med sin Ballesteros-golf, og en trimmet Thomas Nørret tog en overraskende MID-plads i kvalifikationen
Martin Leth Simonsen havde bragt sig i sikker føring på anden runde af Made in Denmark Qualifier by EnergiMetropol Esbjerg på Esbjerg GKs Marbæk-bane, og selv om hans putts ikke ville falde i på sidste dag, havde han på sidste hul et putt for sejr.
Det tog hulkanten og blev overraskende oppe, og dermed skulle han i omspil med Nicolai Tinning. Et omspil på hul 9 par-3, hvor han på første hul havde endnu et putt for sejr, der var på rigtig kurs, men stoppede i utide, mens Tinning holede sit 3 meter-putt. Hvorefter Søllerødspilleren vandt ved at hole fra 7 m på næste hul, mens Leth Simonsen dog kunne glæde sig over at have en plads i Made in Denmark og rykke frem som nr. 5 på Nordic Leagues Order of Merit.
Tinningland
Det er 50 år siden, at Arne Tinning, Nicolais farbror, blev pro i Esbjerg. Nu regerer Arnes søn Ben der, mens Arne stadig virker en dag om ugen på Blåvandshuk Golf, så Nicolai har tilbragt et flertal af sine sommerferier her og har fået sat sine forskellige slag på plads.
Det vil gentage sig, for Nicolai spillede som Seve Ballesteros. Med driveren ramte han knap en eneste green, men til gengæld havde han fine approachslag, og med putteren var han fuldstændig suveræn.
Det var den rigtige turnering at spille sådan i, for tørken havde ikke levnet meget rough, så den var ingen voldsom udfordring. Alligevel konstaterede Ben Tinning med sin lykønskning til Nicolai, at ’du skal nok have lidt ekstra træning før Silkeborg!’
Overraskelsen Nørret
Den tredje direkte kvalifikationsplads gik overraskende til den 43-årige Thomas Nørret, der ikke har så meget tid til at spille i sit job som direktør på Lyngbygård, men til gengæld har afsluttet et tre måneders fitnessforløb med fire ugentlige træninger, kostvejleder, madplaner, tests og målinger. Han har sagt farvel til 14 kg og ser forrygende ud.
Også på banen, hvor han med sit konkurrencegen, sin erfaring og en afslappet holdning tangerede banerekorden på 64 slag i sidste runde.
– Efter de første fem huller første dag fik jeg elimineret de unødige bogeys, og resten af vejen spillede jeg godt. Jeg har regnet med at spille 1-2 turneringer årligt, og denne her, hvor der er en ekstra stor gulerod for enden, passede fint, konstaterer Nørret, der med fornøjelse kunne studere denne slutstilling i toppen:
1. Nicolai Tinning, Søllerød -7. 2. Martin Leth Simonsen, Hobro -7. 3. Thomas Nørret, Lyngbygård -6. 4. Marcus Helligkilde, Smørum -5. 5. Jesper Billing, Sverige og Benjamin Poke, CGC -4. 7. August Thor Høst, Odense Eventyr, Mathias Gladbjerg, Breinholtgård og Lauri Ruska, Finland -3. 10. Peter Launer Bæk, Odense Eventyr og Ludwig Nordeklint, Sverige -2.
Yderligere tre pladser
Turneringen afgjorde også, hvilke tre spillere der kvalificerede sig fra ECCO Tour-ranglisten, og det blev meget passende en skandinavisk trio, bestående af Frederik Dreier, Furesø, Aksel Kristoffer Olsen, Norge og Jacob Glennemo, Sverige.
Fine erfaringer
Mange kommende spillere gjorde det nydeligt og fik gode erfaringer i turneringen, der fik en perfekt afvikling, hvor der ikke mindst udfoldede sig et socialt liv i restauranten, hvor Chi og Jan havde et fornemt tilbud på en ECCO buffet.
Det gjaldt ikke mindst de talentfulde amatører August Thor Høst, Odense Eventyr, og Morten Toft Hansen, Hillerød, der sluttede som hhv. nr. 7 i -3 og nr. 13 i par.
Desuden er der nu mange danske spillere med i kampen om de fem pladser på Challenge Tour, der tildeles ud fra Order of Merit på Nordic League. Se blot: 3. Christian Gløet. 5. Martin Leth Simonsen. 6. Mathias Gladbjerg. 8. Marcus Helligkilde. 10. Frederik Dreier. 13. Benjamin Poke. 14. Nicolai Tinning. 15. Oliver Suhr.