– Golf er en tøsesport, havde Marilynn Smith fastslået adskillige gange over for sine forældre.
Hun var født 13. april 1929, og da hun var en halv snes år, var hun en drengepige, der ikke bare var pitcher på et drengehold i baseball, hun var også dets træner og manager.
En dag kom hun hjem i kulsort humør, og da hendes mor spurgte, hvordan det var gået, udstødte hun en række eder og forbandelser, der chokerede forældrene. Hendes mor slæbte hende med ud i badeværelset og vaskede hendes mund grundigt i vand og sæbe, men yderligere straf var påkrævet:
– Vi bliver nødt til at tage hende med til noget mere ladylike, konstaterede hendes far, og så kom hun med i Wichita Country Club.
Det viste sig hurtigt, at hun havde blik for spillet, og som 17-årig vandt hun kvindernes mesterskab for Kansas første gang af tre i træk. Som 20-årig blev hun professionel, og året efter var hun medstifter af Ladies Professional Golf Tour, LPGA, hvor hun i årenes løb beklædte poster som sekretær og præsident samtidig med, at hun vandt 21 turneringer, heraf to majors.
Hendes nu ulastelige optræden, der gav hende tilnavnet Miss Personality, betød meget for udbredelsen af den professionelle damegolf. Hun var med til at etablere undervisningsprogrammer og blev siden tv-kommentator. I 1970erne tilmed den første kvinde, der kommenterede golfturneringer for mænd.
Hun var fast med, når der blev spillet Founders Cup. I år var første gang, hun måtte svigte pga. sygdom.
9. april døde hun og har fået et smukt eftermæle såvel fra ældre som de mange unge, der lærte hende at kende under Founders Cup.